I en tidligere artikel så vi på ”genfødelses bad” i Titus 3,5, der ofte bliver misforstået, som om det handlede om dåb.

Det samme græske ord for ”bad” eller snarere ”renselse” forekommer kun ét andet sted i Ny Testamente, nemlig i Ef 5,26. Derfor er det interessant at se på, hvordan ordet for bad/renselse bruges her.

Lad mig først give en temmelig ordret oversættelse fra grundsproget fra vers 25:

”I mænd, elsk jeres koner ligesom også Kristus elskede menigheden og ofrede sig selv for hende, så han ved at rense hende i vandbadet ved ordet kunne helliggøre hende, så han kunne føre menigheden til sig selv som en herliggjort menighed uden smuds eller rynker eller andre sådanne ting, så hun kunne være hellig og uangribelig.”

På græsk er ordet for menighed (ekklēsia) hunkøn, og derfor har jeg oversat med ”hende”. Tanken er, at menigheden her sammenlignes med en brud. Når en brud skulle giftes var det skik, at hun gennemgik et grundigt rensende bad for at hun kunne føres frem for sin kommende mand uden nogen form for snavs eller urenheder.

Nogle mener, at ”vandbadet” her henviser til dåben, men det er højst usandsynligt. Det er ikke menigheden som helhed, der bliver døbt, men de enkelte troende. Derimod er der tale om billedtale, det man kalder en metafor. En metafor består af 3 dele. For det første er der en illustration (et billede). For det andet er der det emne, der omtales. For der tredje er der et sammenligningsgrundlag. Nogle ord i teksten hører til billedet, andre til emnet og andre til sammenligningen. Det er tit sådan, at nogle af ordene kan bruges både om billedet i en bogstavelig betydning og om emnet i en overført eller åndelig betydning. Det gælder ord som renselse, smuds, urenhed, der kan forstås både konkret og åndeligt.

Her har vi et billede om en brud, der bogstaveligt bliver vasket i vand for at blive gjort ren, før hun skal giftes. Vandbadet hører derfor til billedet/illustrationen.

Emnet drejer sig om menigheden, som bliver åndeligt renset gennem ordet fra Kristus. Det er gennem denne renselse ved Kristi ord, dvs. evangeliet om Kristus, at menigheden kan blive en hellig brud for Jesus. Vi møder den samme tanke i Johs 17,17, hvor Jesus siger: ”Rens/helliggør dem gennem sandheden, dit ord er sandhed.” Og han fortsætter i v. 19: ”Jeg helliger mig selv for dem, for at de også kan være helliget i sandheden.” Det er sandhedens ord, som helliggør menigheden, ikke dåben.

Sammenligningsgrundlaget er, at der foregår en renselse, men på forskellig måde. Den bogstavelige brud renses ved vandbadet, men den åndelig brud, menigheden, renses ved Jesu ord.

Hvis man ikke formår at adskille emnet fra illustrationen, så får man problemer med ”i badet med vand ved ordet” som der står i 1992 oversættelsen. Så ledes man let ud på et vildspor, der handler om det ord, der udtales ved dåben. Den Ny Aftale ”løser” problemet ved helt at slette ordet for ”ord”, så den taler om ”gjorde den ren i vandet fra dåben.” Vi ser, hvordan kirkelige traditioner kan skygge for Guds Ords sandhed.

I oversættelsen fra 1907 lyder det sådan i Mat 28,19: ”Går derfor hen og gører alle folkeslagene til mine disciple, idet I døbe dem til Faderens og Sønnens og den Helligånds navn…”

Men hvad betyder det at døbe til Guds navn? Det er ikke et udtryk, som bruges på dansk. En kendt græsk ordbog (Louw & Nida) forklarer dåben sådan her: a symbol of initiation into the Christian community on the basis of belief in and loyalty to Jesus Christ as Lord and Savior (et symbol på indlemmelse i det kristne fællesskab på grundlag af tro på og loyalitet over for Jesus Kristus som Herre og Frelser.)

Om det at blive døbt til Guds navn siger den gængse ordbog over Ny Testamente: Through baptism εἰς (τὸ) ὄν. τ. (into one’s name) those who are baptized become the possession of and come under the dedicated protection of the one whose name they bear. (Gennem dåben til en persons navn får denne person ejerskab over og ansvar for at beskytte den døbte.).

Vi kan få en fornemmelse af, hvordan udtrykket blev brugt i bibelen ved at se på andre steder, hvor der tales om at blive døbt til en persons navn. Her er det især interessant at kigge på 1 Kor 1,11-15, som jeg vil citere fra 1992 oversættelsen:

For Kloes folk har fortalt mig om jer, mine brødre, at I ligger i strid med hinanden. Jeg sigter til, at I siger hver sit: Jeg hører til Paulus, jeg til Apollos, jeg til Kefas, jeg til Kristus. Er Kristus da blevet delt? Var det måske Paulus, der blev korsfæstet for jer, eller blev I døbt til Paulus’ navn? Jeg takker Gud for, at jeg ikke har døbt nogen af jer undtagen Krispus og Gajus, så at ingen kan sige, at I blev døbt til mit navn.

Tanken er, at hvis man bliver døbt til en persons navn, så bliver man på en særlig måde tilknyttet den person.  Han bliver ens leder og beskytter.

Altså må det at blive døbt til Faderens, Sønnens og Helligåndens navn betyde, at den, som lader sig døbe, ønsker at komme ind i et lydigheds- og tilhørsforhold til Gud som Faderen, Sønnen og Helligånden.

I 1948 oversættelsen blev det ændret til døb dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Dermed blev meningen ændret, så det nu er præsten, som i den treenige Guds navn udfører en sakramental handling, og det er uklart, hvad handlingen går ud på, og hvad resultatet af den er. I Mattæus er sammenhængen en forudgående tro og en efterfølgende oplæring.

Selv om Christian Bartholdy var en af oversætterne bag ændringen fra 1948, skriver han alligevel i sin Andagsbog (s. 18): ”Vi blev døbt til ham. Det var Jesus, der kom ind i vort liv og sagde: Jeg har ret til dig, for jeg har købt dig med mit blod. Du skal være min ejendom.”

En artikel i Kristeligt Dagblad den 1.8.2005 omtaler 5 præstesager om dåb.

Pastor Ludvig Husum forlangte, at barnets forældre skulle gå regelmæssigt i kirke. Det fik han at vide, at det måtte man ikke forlange i den danske folkekirke. Han bøjede sig for ikke at miste sin stilling.

Pastor Frank Jakobsen ønskede ikke at døbe et barn til en mor, som udtrykkeligt nægtede at oplære barnet i den kristne tro. Han fik at vide, at det må man ikke forlange, for der er ubetinget dåbspligt i den danske folkekirke. Han bøjede sig for ikek at miste sin stilling.

Pastor Villy Nør ville stille samme betingelse, men han fik at vide, at så længe forældrene er medlemmer af folkekirken, må en præst under ingen omstændigheder nægte at døbe et barn. Han bøjede sig for ikke at miste sin stilling.

Pastor Ruben Jørgensen blev afskediget, fordi han forlangte, at dåbsforældrene skulle følge en dåbsundervisning. Der må ikke knyttes betingelser til folkekirkens dåb.

Pastor Bent Feldbæk Nielsen blev afskediget, fordi han ville døbe børnene til Faderens, Sønnens og Helligåndens navn i stedet for i navnet. At der står sådan i grundteksten og i oversættelsen fra 1907 er uden betydning. Pastor Feldbæk mente også, at barnedåben ikke har gyldighed som grundlag for et kristent menneskes tro og liv, og at det ikke er den treenige Gud, der er handlende subjekt i dåben. Det har man ikke lov at mene i den danske folkekirke. Nok er den rummelig, men der er grænser, når det drejer sig om den betingelsesløse dåb. Det er et sakramente, som alle medlemmer har ret til at kræve for deres børn.

Hvad siger bibelen egentlig om den kristne dåb?

En tekst, der ofte bliver anvendt som en slags bevis for, at mennesker bliver født på ny ved at blive døbt, er Johs 3,3-15. En jødisk lærd rabbi kommer til Jesus og vil gerne høre mere om, hvad Jesus mener om Gud. Men Jesus ønsker ikke at gå ind i en traditionel jødisk diskussion mellem rabbinere. I stedet siger han ligeud: ”Det siger jeg dig: Hvis man ikke fødes på ny, er det umuligt at se Guds rige.” (Den alternative oversættelse ”født ovenfra” kan man udelukke, når man ved, at Jesus ikke talte på græsk.) Rabbineren står uforstående overfor det at blive født på ny, så han siger: ”Man kan da ikke blive født på ny, når man allerede er født én gang.” Han tænker helt klar på en fysisk fødsel nummer to, hvilket er absurd. I virkeligheden spørger han: Hvad mener du?

Inden for kommunikationsteori taler man meget om relevansprincippet. Taleren har ansvar for, at det, der bliver sagt, er både relevant og forståeligt for modtageren. Taleren vil bevidst eller ubevidst vurdere, hvad modtageren ved i forvejen og vil derfor indrette sine ord ud fra modtagerens baggrundsviden. Hvis ens ord ikke bliver forstået, har man pligt til at uddybe og forklare. Jesus siger nogle gange en sandhed på en meget kort måde, som er lettere at huske. Da rabbineren misforstod ”født på ny”, som om der var tale om en ny fysisk fødsel, må Jesus klargøre, at der er tale om en anden slags fødsel, en åndelig fødsel. Det er nødvendigt at kontrastere de to slags fødsler. Derfor siger han: ”Det siger jeg dig: Hvis man ikke fødes (både) af vand og ånd, er det umuligt at komme ind i Guds rige. Det, der fødes af (fysiske) mennesker, bliver et (fysisk) menneske, men det, der fødes af Ånden, bliver noget åndeligt. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig, at I skal fødes på ny.” Jesus forklarer her kontrasten mellem at fødes (ud) af vand og at fødes af Ånden. I stedet for kun at tale om at fødes på ny, taler han nu om forskellen mellem den fysiske, menneskelige fødsel, og den åndelige fødsel, som må følge efter den fysiske. I vers 6 uddyber Jesus det korte udtryk ”vand (ud) af ånd”. Vandet svarer til den fysiske fødsel, mens ånden svarer til den åndelige fødsel. Den fysiske fødsel er ikke interessant ud over, at man naturligvis kun kan blive født på ny, hvis man nu engang er født en første gang. Derfor ligger fokus på den åndelige fødsel, som Jesus bruger en del flere ord på at forklare i versene 8-15.

Når udtrykket ”født af vand” er blevet misforstået som en henvisning til dåben, skyldes det, at man ikke på dansk bruger dette udtryk om den fysiske fødsel. Det er en sproglig konstruktion, som kaldes metonymi, hvor et ord eller udtryk står for et beslægtet begreb. Metonymi er for øvrigt den største kilde til misforståelser i bibeloversættelser. Her bliver det faktum, at et barn fødes ud af fostervandet, brugt som en udtryk for den menneskelige, fysiske fødsel. Det er et metonym, som kun bruges ét andet sted i bibelen, nemlig i 1. Johs 5:6-8, hvor ”vandet” står for den fysiske fødsel og ”blodet” står for den fysiske død. Dette er et eksempel på, at en tradition skygger for tekstens egentlige mening.

Hvad siger bibelen egentlig om den kristne dåb?

En almindelig brugt tekst er fra Titus 3,5.  Der er en interessant udvikling i dansk oversættelsestradition. I 1907 blev det oversat som følger: ”frelste han os, ikke for de retfærdigheds gerningers skyld, som vi havde gjort, men efter sin barmhjertighed ved igenfødelsens bad og fornyelsen i den Helligånd.” I 1948 blev det ændret til: ”frelste han os, ikke for de retfærdige gerningers skyld, vi havde gjort, men på grund af sin barmhjertighed, ved badet til genfødelse og fornyelse ved Helligånden.” I grundteksten er der en genitiv, genfødelsens bad/renselse, hvor det at blive født på ny, altså at blive frelst, sammenlignes med det at få et bad. Man føler sig som et helt nyt menneske bagefter, når syndens snavs er vasket væk. Der er ikke tale om et konkret, fysisk bad her, men om en åndelig renselse. De engelske oversættelser taler da også om ”washing” fremfor ”bath”. For eksempel siger NIV: “He saved us through the washing of rebirth and renewal by the Holy Spirit.” (Han frelste os gennem genfødelsens afvaskning/renselse og Helligåndens fornyelse.) New Living Translation siger: “He washed away our sins, giving us a new birth and new life through the Holy Spirit.” (Han bortvaskede vores synder, idet han gav os en ny fødsel og et nyt liv ved Helligånden.)

I 1992 gik den danske, lutherske bibeloversættelse et skridt videre ved at sige: ”frelste han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig; det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden.” Her får man opfattelsen af, at badet henviser til dåben, og at den nye fødsel sker i dåben. På den måde har man dels lukket dåben ind i teksten, dels vendt teksten på hovedet, så det nu er badet, der genføder, i stedet for at det er genfødelsen, der ”bader” en. Jeg kender ikke nogen oversættelse i noget andet sprog, som er enig med fortolkningen i den seneste danske bibel fra 1992.  Flere af de norske og svenske svarer til den danske fra 1948. Teksten handler dog slet ikke om dåb, men om genfødelse og fornyelse ved Helligånden.

Teksten i Markus 10:13-16, som bruges ved barnedåb, handler jo heller ikke om dåb, men om at velsigne (små) børn, som bliver bragt til Jesus (ikke båret, som den danske oversættelse siger af hensyn til traditionen).

Hvad mener vi egentlig med udtrykket en korrekt oversættelse? Det må vi nødvendigvis prøve at definere, før vi kan bedømme om den ene er mere korrekt end den anden.

Umiddelbart tænker de fleste af os nok, at en korrekt oversættelse er en, der følger originalteksten så tæt som muligt. Men når vi tænker nærmere over det, kan vi godt indse, at det væsentlige må være, om oversættelsen så vidt muligt kommunikerer den samme mening til modtageren, som forfatteren havde i tanke.

Mange af os læser oversættelser hver dag via undertekster på film og TV. En kvinde i en film siger forbløffet: Are you serious? En ordret oversættelse kunne være: Er du seriøs? Men det var slet ikke det, hun mente. Eller måske lidt friere oversat: Er du alvorlig? Men heller ikke den formulering kommunikerer den korrekte mening. Det blev da også i filmen korrekt oversat med: Det kan du da ikke mene!

Kan man bruge almindelige principper for oversættelse, når man oversætter Bibelen? Det spørgsmål har man diskuteret i årtusinder uden at komme frem til et alment accepteret svar. Bibelen er en samling af meget gamle skrifter, skrevet på fremmede sprog i en anden kulturel sammenhæng. De oprindelige læsere havde et helt andet verdensbillede end nutidens læsere i Danmark. Der er således en stor kløft både kulturelt, tidsmæssigt og sprogligt. Hvor langt skal eller kan man gå for at bygge bro over denne kløft?

En måde at beskrive de to forskellige traditioner for bibeloversættelse er at sige, at ved den mere ordrette metode forsøger man at bringe læseren til teksten, mens den kommunikerende metode forsøger at bringe teksten til læseren. Skat Rørdams oversættelse af Det Ny Testamente (1886, 1894, 1903) illustrerer den første metode. Undertitlen på bogen er: Med anmærkninger til oplysning for kristne lægfolk. Målgruppen er altså ikke teologer, men lægfolk, og det betyder, at han er nødt til at give en masse ekstra oplysninger for at gøre den i sig selv vanskeligt forståelige ordrette oversættelse forståelig. Den egner sig derfor bedst som studiebibel. Noterne i bogen fylder mere end selve oversættelsen. Luthers oversættelse, Den nye Aftale og Bibelen på Hverdagsdansk er eksempler på den kommunikerende metode.

Kirkens traditioner og liturgi er det uhyre svært at lave om på. Det gælder især de traditioner, som alle kirkegængere kender til. Tænk blot på Fadervor, som folk er vant til at sige i kor, og så er det upraktisk med forskellige udgaver. Juleevangeliet ligger også meget fast i folks bevidsthed på grund af den årlige, højtidelige gentagelse.

Men hvad nu hvis vi i dag har en viden, som gør, at vi kan lave en bedre og mere pålidelig oversættelse?

Både den autoriserede oversættelse fra 1948 (AO48) og den fra 1992 (AO92) nævner et herberg i Lukas 2,7. Men et herberg i dagens Danmark er normalt et sted, hvor hjemløse kan få husly. På engelsk taler man om en ”inn”, altså en landevejskro. Da den første udgave af Bibelen på Hverdagsdansk (BpH92) bygger på engelske oversættelser, siger den også, at der ”ikke var plads i kroen.”

Dels på grund af det græske ord, som Lukas her bruger, dels på grund af større kendskab til den daværende kultur, er de fleste forskere i dag enige om, at der slet ikke var tale om en kro, men om et gæsteværelse (sandsynligvis på første sal) hos nogle slægtninge af Josef, som de besøgte i anledning af deres rejse. På grund af de mange tilrejsende til Betlehem var alle gæsteværelser optaget, og Josef og Maria måtte derfor tage til takke med det tomme staldrum. Fårene var ude på marken, og der har sandsynligvis ikke været andre dyr i det rum, hverken køer eller æsler. Et sådant staldrum var som regel bygget sammen med et opholdsrum i stueetagen. Det er muligt, at det staldrum, som Josef og Maria fik anvist, også var en hule, idet man af og til byggede et hus i forbindelse med en hule, så man kunne udnytte det gratis ekstra rum. Der er i hvert fald meget gamle traditioner, som taler om en hule som fødested for Jesus. Det er på grund af denne viden, at Den Nye Aftale (DNA) taler om ”en foderkrybbe i en stald, for der havde ikke været plads til dem andre steder.” Det er meget generelt, så man kan stadig tro på herberget, hvis man ønsker det. Den reviderede BPH taler om ”en krybbe i staldrummet, for gæsteværelset var optaget.”

I vers 14 er der en poetisk sang af englene. Der er lidt uenighed om, hvordan sangen skal opdeles:

AO48:
Ære være Gud i det højeste!
og på jorden fred i menensker, der har hans velbehag

AO92:
Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!

DNA:
Vi hylder Gud i den højeste himmel.
Han kommer med fred til mennesker på jorden, til dem, som han har udvalgt.

AO92 flyttede jorden op i første linje, men det passer ikke med, hvordan hebraisk poesi er opbygget. Første linje er en hyldest til Gud, som bor i ”det højeste”. Anden linje er et løfte om fred på jorden til en vis gruppe mennesker. Det er vanskeligt at afgøre præcis hvilke mennesker, der er tale om. De græske ord kan oversættes med ”acceptsmennesker” eller ”Guds viljes mennesker”. Der er sandsynligvis tale om mennesker, som Gud kan acceptere eller med den traditionelle, gammeldags formulering: ”har Guds velbehag”. Beskrivelsen blev også brugt af en gruppe jøder (essener i Qumran samfundet), der så sig selv som Guds særlige udvalgte, fordi de mente, at de fulgte Guds vilje i højere grad end andre.  I den nye pagt er det at gøre Guds vilje primært et spørgsmål om at tro på Jesus som Herre og Frelser (v. 11 – i dag er der født jer en Frelser) og følge ham. Vi bliver accepteret (”retfærdiggjort”) ved tro, og det er den gruppe mennesker, som vil opleve freden fra Gud gennem Jesus.

I Lukas 2,2 finder vi et udsagn, som er vanskeligt at oversætte af flere grunde.

AO92: Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder  Syrien.

Et problem er det rent historiske. Vi ved, at Kvirinius blev statholder i Syrien (inklusive Judæa) i år 6 e.Kr, men det år passer ikke med Jesu fødsel. Ganske vist ved vi ikke med sikkerhed, hvornår Jesus blev født, men der var helt særlige stjerneforekomster på himlen i årene 3 til 2 f. Kr. som tyder på, at fødslen fandt sted i år 2 f.Kr. (Se https://udfordringen.dk/2012/12/betlehemsstjernen-viser-at-jesus-er-enestaende/). Man har tidligere ment, at Herodes den Store døde i år 4 f.Kr. men mange mener nu, at det først var i år 1 f.Kr. Det er et spørgsmål om den rette fortolkning af Josefus’ historiefortællinger. År 2 f.Kr. passer bedst med, at Johannes begyndte sin tjeneste i kejser Tiberius’ 15. regeringsår, som ville være 28-29 e.Kr. (Han blev kejser i år 14 e.Kr.). Jesus ville på det tidspunkt være omkring 30 år, hvis han var født i år 2 f.Kr. Året 28 passer bedst med, at korsfæstelsen sandsynligvis fandt sted i år 30 e.Kr, det tredje år af hans tjeneste.
Vi har dog ikke kendskab til nogen omfattende folketælling på dette tidspunkt år 2 f.Kr., men vores manglende viden betyder ikke, at der ikke kan have fundet en folketælling sted, som af en eller anden grund ikke blev særlig kendt.
Vi kender derimod til en meget berømt folketælling i år 6 e.Kr., som gav anledning til et jødisk oprør imod skattebetalingen til den romerske besættelsesmagt. Lukas skriver til en fornem mand, Teofilus, og vi kan gå ud fra, at han allerede kendte til denne berømte folketælling. Gamaliel omtaler den godt 20 år senere simpelthen som ”folketællingen” uden nærmere beskrivelse. Alle kendte den som ”folketællingen”, der førte til jødernes opstand mod romerne. Den gik over i historien på en helt anden måde end den folketælling, som fandt sted, da Jesus blev født. Da der var kun den ene folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien (6-12 e.Kr.), giver det ingen mening at tale om ”den første”. Det var hverken den første folketælling eller den første, mens Kvirinius var statholder.  Altså må vi søge efter en anden fortolkning af teksten.

Et problem er, at teksten i de græske manuskripter er lidt forskellig. De fleste oversættelser går ud fra, at der stod autæapografæ, men de fleste og bedste håndskrifter har autææapografæ. (Man brugte ikke mellemrum mellem ordene). I det berømte håndskrift Sinaiticus (billede foroven) kan man se, at et oprindeligt AUTHNAPOGRAFHN, som ikke giver mening i teksten, blev rettet til AUTHHAPOGRAFH. Ellers ser ud til, at det ene æ (græsk η/H) ved en fejl forsvandt i enkelte af de tidlige afskrifter. Forskellen på dansk er, om det skal oversættes med ”folketælling” eller ”folketællingen”. Men ordet autæ betyder ”denne”, så hvis æ’et mangler (det er den bestemte artikel på græsk), bliver det til: Denne (folketælling) blev en første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. AO92 siger ”Det var den første folketælling…” Man har således tilføjet ordet ”den”, som ikke står i den græske tekst, de oversætter ud fra, og de har oversat med ”var”, selv om det græske ord betyder ”blev” eller ”fandt sted/skete”. Det er nøjagtig det samme ord, som i vers 1 oversættes med ”Det skete”.
Hvis vi i stedet antager, at den oprindelige tekst havde autææapografæ, får vi i modsætning til den anden læsning en velformuleret græsk sætning. Nu er der det ved græsk, at ordstillingen giver en forskellig mening. Det er noget, man ikke har været klar over før for nylig. På græsk kan man sige æ apografæ autæ (folketællingen denne), som betyder den lige omtalte folketælling, som blev introduceret i vers 1. Men man kan også sige autæ æ apografæ (denne folketællingen), og det er, hvad vi finder i teksten her. Det betyder Denne folketælling og angiver en modsætning til en anden folketælling. Da Lukas skriver til Teofilus, som utvivlsomt kendte til den berømte folketælling, er det sandsynligt, at Lukas vil klargøre, at denne folketælling ikke var den samme, som den berømte, der fandt sted, mens Kvirinius var statholder i Syrien.

Men hvad med ordet ”første”? Det græske ord er pråtos, som kan betyde først eller før i tid eller position. Som regel er det den første person eller ting sammenlignet med en række andre, men betydningen afhænger af sammenhængen. Hvis der følger en genitiv efter, betyder det enten den første eller fornemmeste af en gruppe eller ”før” noget andet. Vi finder betydningen ”før” med genitiv i Johs 1,15 og 1,30: ”fordi han var til før mig,” i Johs 15,18: ”den har hadet mig før jer.” Det græske ord kan altså betyder enten først eller før, men da vi i vers 2 finder et udtryk i genitiv efter pråtos, nemlig ”værende Syriens leder/statholder,” er det absolut muligt og sandsynligvis mere korrekt at oversætte ordet med ”før” i stedet for med ”først”. Oversættelsen ”før” giver også i modsætning til ”først” mulighed for at bevare ordet ”fandt sted”, som der rent faktisk står i teksten. Det bliver så til: ”Denne folketælling fandt sted før Kvirinius’ statholdergerning i Syrien.”

Som oversætter må man også tænke på det grundlæggende kommunikationsprincip, som Relevansteorien slår fast. Det vil sige, at man indretter sin formulering efter, hvad modtageren i forvejen ved. Ordene ”Denne folketælling” forudsætter, at Lukas ved, at Teofilus kender til den berømte folketælling under Kvirinius.  Lukas ønsker ikke, at Teofilus skal blive forvirret ved at tænke, at der er tale om den samme folketælling. Nogle gange kan vi for klarhedens skyld tilføje en sådan kendt baggrundsviden, når vi oversætter til et andet publikum end det oprindeligt tiltænkte. Man kunne altså klargøre ved at sige: ”Denne folketælling fandt sted før (den du kender, som fandt sted, mens) Kvirinius var statholder i Syrien.”

Du har sikkert hørt udtrykket fra Mattæus 5,3: Salige er de fattige i ånden. Men hvad betyder det? Skal man være en tåbe for at tro på Gud? Ordene ”Enhver bliver salig i sin tro” tilskrives kong Frederik den Store omkring 1740. Det passer godt til det postmoderne, humanistiske, multikulturelle menneske.

Det bibelske udtryk har voldt oversætterne vanskeligheder, og det kan ses af de forskellige forsøg gennem tiden:

Autoriseret 1992: Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres.

Schindler: Velsignede de, som ikke tiltror sig at have noget at pukke på overfor Gud – for Guds verden er netop for dem. (Schindler tænker her måske på et citat af Holberg: ”Gode Gierninger ere skadelige for Salighed, hvis man pukker dermed.” At pukke betød at prale.)

Seidelin: Salige er de magtesløse, deres er Guds Rige.

Gamle Hverdagsdansk: Lykkelige er de afmægtige, for Himmeriget tilhører dem.

Den Nye Aftale (DNA): I virkeligheden er I heldige, hvis I er fattige og har fået Helligånden, for I hører til hos Gud.

Det første ord er det græske makarios. Det betyder at være i en god og fordelagtig position, og det er underforstået, at Gud har bragt vedkommende i den situation, eller at det ses som værende fordelagtigt fra Guds synspunkt. DNA oversætter det samme ord i Matt. 16,17, Luk. 1,45 og 7,23 med velsignet og i Matt. 24,46, Luk 12,37-38.43 og 14,14 med du kan være glad, men i de fleste tilfælde bruges heldig. På nudansk ligger heldig tæt op ad meningen, men det har en undertone af held og tilfældighed, og det mangler det guddommelige perspektiv. Ordet salig betyder en følelse af velvære og nydelse, som ikke rammer godt nok på moderne dansk. Lykkelig er også tæt på, men det græske ord udtrykker snarere en objektiv bedømmelse fra Guds side end en personlig og subjektiv følelse.

Det græske ord ptōkos kan som regel oversættes med fattig, men Jesus har nok brugt det hebraiske ord ’anavim, som betyder ydmyg, magtesløs, fattig, afhængig af Guds (og menneskers) hjælp. (Se Es 61,1, som Jesus citerer i Matt 11,5). For at undgå, at ordet blev misforstået som økonomisk fattigdom har Mattæus tilføjet i åndelig henseende/i ånden. Seidelins oversættelse er gået bag om den græske tekst for at komme nærmere den originale mening, og det samme har BPH gjort:

BPH: Velsignede er de, der erkender deres afhængighed af Gud, for de skal få del i Guds rige.

Mattæus taler gerne om himlenes kongerige, men det skyldes, at jøderne ikke turde nævne Guds navn, så man brugte tit himlene som et synonym for Gud. Det er der ingen grund til at gøre på dansk, da ordet Gud ikke er et tabu ord.

Endelig er det et spørgsmål, hvad det betyder, at Guds rige er for sådanne mennesker. Det er utvivlsomt en kontrast til farisæerne, som ikke har eller får del i Guds rige. Der er en logisk konsekvens fra den første sætning til den næste. Det er dem, der erkender deres behov for hjælp fra Gud, der oplever at komme ind i Guds rige, og derfor er de i en god position – de er velsignede.

På dansk kan retfærdigheden ske fyldest, men hvad menes der med at opfylde retfærdighed? Måske at afsige en retfærdig dom? Udtrykket finder vi i en ordret oversættelse af Mattæus 3,15:

Autoriseret 1992: Men Jesus svarede ham: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.«

Vi har tidligere set på, at ”retfærdighed” i Bibelen betyder at gøre Guds vilje. Man er ”retfærdig”, når man er kommet ind i Guds rige ved den nye fødsel og søger at leve efter Guds vilje. At blive født på ny omtales også i dansk bibelsprog som det at blive ”retfærdiggjort.” På nudansk har det ord dog en helt anden betydning. Man kan ikke blive retfærdigjort på normalt dansk, men man kan godt prøve at retfærdiggøre sig selv.

De kommunikerende oversættelser, som prøver at undgå det særlige bibelsprog, har da også en anden oversættelse af dette vers:

DNA: Jesus svarede: ”Døb mig alligevel. Det er sådan, vi gør det, Gud vil have.”

BpH: “Gør det nu,” sagde Jesus, “for på den måde gør vi Guds vilje.”

Det er, som om Jesus giver en ny mening til dåben og derved sætter en kontrast op mellem Johannes’ dåb og den kristne dåb. Johannes døbte de mennesker, som kom og bekendte deres synder. I den kristne dåb giver dåbskandidaten udtryk for, at vedkommende vil gøre Guds vilje helt og fuldt, altså at Gud (og Jesus) skal være herre i ens liv. Det antyder Paulus i Romerne 10,9:

1992: For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses.

BpH: Hvis du ærligt kan sige: “Jesus er herre i mit liv”, og hvis du i dit hjerte tror på, at Gud oprejste Jesus fra de døde, så får du det evige liv.

Det er et ideal at stræbe efter, men da enhver oversættelse forudsætter fortolkning, vil oversætternes fortolkning af teksten automatisk farve oversættelsen.

Den autoriserede oversættelse er naturligt nok farvet af luthersk tradition. Det kommer især til udtryk i tekster om dåb og frelse.

Markus 10,13 De bragte børn til ham for at han skulle røre ved dem (ordret græsk)

Contemporary English Version: Some people brought their children to Jesus so that he could bless them by placing his hands on them.

1992: Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem.

Når man her siger bar i stedet for bragte og små børn i stedet for børn, lægger man en fortolkning ind i teksten. Der står intet om på dette sted, at det drejer sig om små børn, der ikke selv kunne gå. Forældrene bad Jesus om at lægge hænder på børnene for at velsigne dem. Der er ikke tale om dåb eller frelse. Ganske vist taler Luk 18,15 om småbørn, men det står der ikke i Markus eller Mattæus.

I Titus 3,5 følger de gamle oversættelser den græske tekst ret tæt:

1907: frelste han os ikke for de retfærdigheds gerningers skyld, som vi havde gjort, men efter sin barmhjertighed, ved genfødelsens bad og fornyelsen i den Helligånd.

Paulus forklarer her, at frelsen, som også kaldes genfødelse, ikke sker på grund af vores gode gerninger, men alene på grund af Guds barmhjertighed. Den sidste del af sætningen har to genitiver på græsk: gennem genfødelsens bad/renselse og Helligåndens fornyelse.

Hvad menes der med genfødelsens renselse og Åndens fornyelse? Vi ved fra andre steder i Bibelen, at den nye fødsel virkes ved Helligånden. Det lader til, at Paulus beskriver denne genfødsel som en åndelig fornyelse og sammenligner den med et rensende bad. Men lad os se, hvordan oversættelsen fra 1948 har gjort teksten mere luthersk:

Frelste han os, ikke for de retfærdige gerningers skyld, vi havde gjort, men på grund af sin barmhjertighed, ved badet til genfødelse og fornyelse ved Helligånden.

Hvorfor er genfødelsens bad blevet ændret til badet til genfødelse? Mon ikke det hænger sammen med et ønske om at lade teksten tale om dåben som et middel til genfødelse? Der er stor forskel på at tale om genfødelsen som et rensende bad og at lade badet virke genfødelse.

Oversættelsen fra 1992 går endnu længere med en luthersk tolkning:

frelste han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig; det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden.

Nu lades læseren ikke i tvivl om, at genfødslen sker i badet (=dåben). Det samme gælder Den Nye Aftale:

Han frelste os, ikke fordi vi havde gjort noget godt, men fordi han fik ondt af os. Vi blev født igen, da vi blev døbt og fik nyt liv ved Helligånden.

BpH: Det var ikke på grund af alt det gode, vi havde gjort, at han frelste os. Nej, det var alene på grund af hans nåde imod os, at vi blev født på ny. Det var som at få et rensende bad, og Helligånden førte os ind i et nyt liv.

Til sammenligning kan vi se på nogle engelske oversættelser, som ikke taler om dåb, men den nye fødsel som et bad, hvor synder ”vaskes” væk:

NIV: he saved us, not because of righteous things we had done, but because of his mercy. He saved us through the washing of rebirth and renewal by the Holy Spirit.

NLT: he saved us, not because of the righteous things we had done, but because of his mercy. He washed away our sins, giving us a new birth and new life through the Holy Spirit.

Nøgleord: genfødelse, dåb, velsignelse, Markus 10,13, Titus 3,5, teologi, fortolkning

Græsk har tit nogle komplicerede sætninger, som er nærmest umulige at forstå i en ordret oversættelse, fordi for meget af den græske grammatik går tabt i oversættelsen, eller fordi teksten forudsætter en stor teologisk baggrundsviden. Det er især de mange græske forholdsordsled og sætningsbindeord, der gør teksten vanskelig.

Som eksempel lad os se på Romerbrevet kapitel 3, versene 25-26:

1948: (Jesus) hvem Gud ved hans blod fremstillede som sonemiddel, ved tro; det gjorde Gud for at vise sin retfærdighed, da han i sin langmodighed havde båret over med de synder, som forhen var begået – for i den tid, som nu er, at vise sin retfærdighed, nemlig at han er retfærdig, når han retfærdiggør den, som har tro på Jesus.

1992: Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed, fordi han havde ladet de tidligere synder ustraffede, dengang han bar over med dem, for i den tid, der nu er inde, at vise sin retfærdighed, så han selv er retfærdig og gør den retfærdig, som tror på Jesus.

En detaljeret gennemgang af grundteksten ville blive for teknisk her, men vi finder en mere forståelig oversættelse i DNA og BpH. Ved at sammenligne oversættelser kan man få en fornemmelse af de overvejelser, der ligger til grund for omstruktureringen. For eksempel er blod et almindeligt udtryk i Bibelen for død. Læg mærke til de meget kortere sætninger på nudansk.

DNA: Gud gjorde Kristus til det offer, der skulle forsone Gud med os. Kristus døde for dem, der tror på ham, og det viser, hvor storsindet Gud er. Han valgte at se bort fra alt det, vi havde gjort, og den overbærenhed kan vi tage som tegn på, at han også i dag frikender dem, der tror på Jesus.

Men i og med at man bliver nødt til at lave en så stor opbrydning af en tekst, melder der sig spørgsmålet, om man har mistet eller ændret noget af meningen. Døde Kristus kun for dem, der tror på ham? Eller døde han for alle, men kun de, som tror på ham, bliver frikendt? Er de tidligere synder vores synder eller alle synder i fortiden? Er det overbærenheden, der er et tegn på, at de, som tror, bliver frikendt (retfærdiggjort)?

BpH: Gud sendte Kristus for at han ved sin død skulle tage straffen for alle menneskers synder. Før Kristus døde, var Gud på grund af sin barmhjertighed villig til at udskyde straffen for de synder, som blev begået i fortiden. Nu, da Kristus er kommet, bliver alle, som tror på ham, erklæret skyldfri på trods af deres synd. Det er ikke i strid med Guds retfærdighed at gøre sådan, for Kristus har taget straffen for alle menneskers oprør og synd.

En så voldsom omskrivning af en tekst kan altid diskuteres, og oversætternes teologi spiller utvivlsomt ind, men alternativet er en ret så uforståelig ordret oversættelse.

Nøgleord: Romerbrevet 3,25-26, retfærdighed, forsoning

Græsk bruger meget tit en genitiv (ejefald), og nogle gange kan vi ikke oversætte det med en genitiv uden at forvanske meningen.

Som eksempel lad os se på nogle vers fra Romerbrevet kapitel 3, versene 21 til 23:

Skat-Rørdam: Men nu er uden lov Guds retfærdighed åbenbaret, om hvilken der vidnes af loven og profeterne, nemlig Guds retfærdighed ved Jesu Kristi tro til alle og over alle dem, som tro. Thi der er ingen forskel; thi alle have syndet, og dem fattes Guds herlighed.

1948: Men nu er der uden lov åbenbaret en retfærdighed fra Gud, hvorom loven og profeterne vidner, en retfærdighed fra Gud ved tro på Jesus Kristus for alle dem, der tror; thi der er ingen forskel. Alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud.

1992: Men nu er Guds retfærdighed åbenbaret uden lov, bevidnet af loven og profeterne, Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle, som tror. Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud.

Vi kan se, at oversættelserne har fortolket genitiverne forskelligt. Skat-Rørdam har bevaret alle græske genitiver, mens 1948 oversættelsen ikke har nogen genitiver tilbage. Vi er altså inde i en fortolkning. Genitiven Jesus Kristi tro er misvisende, da der er tale om tro på Jesus Kristus.

Som vi tidligere har set, er retfærdighed et spørgsmål om at komme ind i et ret forhold til Gud og dernæst leve efter hans vilje. Det er her ikke et spørgsmål om Guds retfærdighed, men den retfærdighedsposition, som Gud giver, når man kommer til tro, og derfor er oversættelsen fra 1948 mere korrekt end den fra 1992. Det betyder, at Gud accepterer os som frelst gennem tro på Jesus, ikke gennem det at følge nogle love. (Se også Rom 10,4).

Er det så Guds herlighed (Skat-Rørdam) eller herligheden fra Gud? Og hvad er det for en herlighed? Det græske ord kan betyde et skinnende lys (Guds nærvær), en storhed eller pragt, en ophøjethed, ære eller noget, som er værd at lovprise. (Klassisk græsk: forventning).

Det græske ord, som oversættes med mangle eller miste, betyder egentlig at komme til kort, være bagud, eller ikke leve op til en forventet standard. (De fleste engelske oversættelser siger: fall short of, ingen siger lost). Derfor er meningen nok, at syndige mennesker ikke lever op til Guds storhed, forventning og standard.

En mere forståelig oversættelse finder vi i DNA og BpH:

DNA: Men nu har Gud vist, hvad der skal til, for at han tager imod os helt uden om Loven. Det kan vi også læse om i Skrifterne. Gud tager imod os, når vi tror på Kristus, og det gælder alle. Der er nemlig ikke forskel på folk, ingen lever, som Gud vil have det, og alle er langt fra ham.

BpH: Gud har nu åbenbaret en ny måde, hvorpå vi kan blive accepteret af ham, og den er allerede omtalt i Toraen og de Profetiske Bøger. Det sker ikke ved at overholde Toraen, men ved at tro på Jesus Kristus, og det gælder alle mennesker, uanset deres baggrund. Alle har jo svigtet og lever ikke op til Guds ideal.

Nøgleord: Romerbrevet 3,21-23, retfærdighed, Guds herlighed

Blandt bibeloversættere er der to forskellige opfattelser af brugen af Det Gamle Testamente i oversættelsen af Det Nye Testamente og omvendt. Nogle mener, at de to bogsamlinger skal oversættes uafhængigt af hinanden, mens andre mener, at fordi NTs forfattere i høj grad gjorde brug af GT, bør oversætterne også tage hensyn til, at der er en klar sammenhæng mellem GT og NT.

Et kendt eksempel er Esajas 7,14, hvor den hebraiske tekst taler om en ung pige uden at bruge det specifikke udtryk for en jomfru. Den græske oversættelse af GT, som kaldes Septuaginta (LXX), bruger et specifikt græsk ord for jomfru, og det samme ord bruges af Mattæus. Da både Mattæus og LXX har fortolket teksten som værende om en jomfru, er det utvivlsomt også den oprindeligt tilsigtede mening. En ung pige ville på daværende tid forventes at være jomfru. Derfor vil det være korrekt i en kommunikerende oversættelse at bruge ordet jomfru, for den nuance er underforstået i teksten, men ikke nødvendigvis forstået af de nye læsere.

Et andet eksempel er fra Salme 104,4:

1871: Han gør vindene til sine engle, gloende ild til sine tjenere

1992: Du gør vindene til dine sendebud og den flammende ild til dine tjenere

BpH: Du bruger stormvinde som dine sendebud og gør lynene til dine tjenere

Teksten taler om Guds magt over naturkræfterne, og hvordan han kan bruge dem til at kæmpe mod Israels fjender. Han kan sende et tordenvejr med blæst, regn og lyn imod dem. Man skal være klar over, at det græske og hebraiske ord for sendebud også bruges i betydningen engel. En engel er simpelthen Guds sendebud.

Ordstillingen på hebraisk er: gørende sine sendebud vinde, sine tjenere brændende ild. LXX har fulgt denne ordstilling: han som gør sine sendebud vinde og sine tjenere brændende ild.

Men på dansk er vi nødt til at bruge normal ordstilling, så det bliver til: han/du som gør vinde til sine/dine sendebud og brændende ild til sine/dine tjenere. (Det hebraiske ”han” bliver i sammenhængen naturligt til ”du” på dansk, fordi salmisten taler til Gud direkte).

Ser vi på Hebræerbrevet 1,7 finder vi på græsk: han som gør sine sendebud vinde og sine tjenere flamme af ild.

Det er den samme tekst, og naturligvis er det et citat med samme mening. Men her siger den autoriserede fra 1992:

Han gør sine engle til vinde og sine tjenere til flammende ild.

For det første giver en sådan oversættelse ingen mening, og for det andet indfører den et brud mellem GT og NT, som ikke findes i grundteksten. Græsk har en meget fri ordstilling, så det er en fortolkning, om man vælger gøre sine sendebud vinde                   eller gøre vinde sine sendebud. Ordstillingen i Heb 1,7 virker noget unaturlig på græsk, men det skyldes, at LXX har overtaget den hebraiske ordstilling, og NT kopierer teksten fra LXX.

Axel Sørensen (1902): Han bruger sin engle som stormvinde og sine tjenere som lyn.

BpH: Han, der bruger stormvinde som sine sendebud og gør lynene til sine tjenere.

En af grundene til meningsløse oversættelser er altså, at man ikke tager behørigt hensyn til sammenhængen mellem NT og GT.

Nøgleord til søgning: Esajas 7,14, Salme 104,4, Hebræerbrevet 1,7, jomfru, engle, sendebud

Der findes steder (især i Det Gamle Testamente) hvor teksten, som vi kender den, ikke giver mening. Det kan skyldes, at den originale formulering er gået tabt, eller at der bliver brugt ukendte og vanskelige ord. Måske bruges der et fremmed billedsprog, især i de poetiske og profetiske afsnit. I Det Nye Testamente er det ikke så tit, at den originale formulering ikke giver mening, da vi kender meget mere til det gamle græske sprog end til det gamle hebraiske. Møder man en oversættelse, der ikke giver mening, skyldes det næsten altid, at oversættelsen har ramt ved siden af, hvad årsagen så kan være. Ofte vil teologerne være uenige om, hvordan teksten skal forstås.

Lad mig tage 1 Tim 2:15 som eksempel og citere fra nogle danske oversættelser:

Skat-Rørdam: men hun skal frelses gennem sin barnefødsel, dersom de blive i tro og kjærlighed og hellighed med tugtighed. (Note: I kvindens stilling som hustru og moder ligger hendes særlige kald; gennem en tro opfyldelse af sit moderkald skal hun nå til frelsen.)

1907: Men hun skal frelses gennem sin barnefødsel, dersom de blive i tro og kærlighed og hellighed med ærbarhed.

1948: Men hun skal frelses under opfyldelsen af sit moderkald – hvis de da holder fast ved tro og kærlighed og hellighed med ærbarhed.

1992: Men frelses skal hun, ved barnefødslen – hvis de da holder fast ved tro og kærlighed og hellighed med besindighed.

DNA: Men fordi kvinden føder børn, kan hun alligevel blive frelst, hvis hun lever et ordentligt liv og holder fast ved troen, kærligheden og Gud.

Det giver jo ingen mening at sige, at en kvinde skal frelses gennem det at føde børn, så hvad er det, Paulus mener her?  Skat-Rørdams note hjælper til en bedre forståelse, og det er da også den forståelse, som oversættelsen fra 1948 giver udtryk for. Der var åbenbart nogle græske, gifte kvinder i menigheden i Efesos, som forsømte deres børn og hellere ville tiltvinge sig en lærergerning i menigheden. Datidens kvinder var ikke nær så velbevandrede i Skriften, som mændene var det, og de havde sjældent en boglig uddannelse. Hvis de begyndte at prædike forkert lære, kunne det ende med, at de selv mistede troen og frelsen. Paulus ønskede ikke, at de skulle miste deres frelse, og derfor pålagde han dem at koncentrere sig om deres moderkald frem for at tiltvinge sig en position som lærer i menigheden, en position, de ikke var kaldet til. Når der her tales om frelse, drejer det sig om det fremtidige frelse, når Jesus kommer igen.

BpH siger: Men kvinden vil nå frem til det evige liv ved at værne om kaldet som opdrager for sine børn og leve et fornuftigt liv i tro og kærlighed og hellighed.

Nøgleord: 1 Tim 2:15, frelse, moderkald

De mere ordrette oversættelser søger så vidt muligt at bruge samme danske ord, hver gang det samme ord forekommer i grundteksten. Det kan være en hjælp for bibelstuderende, der gerne vil undersøge, hvordan et bestemt ord bruges i forskellige sammenhænge. Problemet er bare, at et ord på ethvert sprog har en vifte af forskellige betydninger i forskellige sammenhænge, og det tilsvarende danske ord dækker sjældent over de samme betydninger. En kommunikerende oversættelse vil derfor ofte bruge flere forskellige ord, alt afhængig af sammenhængen. Bibelstudenten bør studere ordene på grundsproget frem for i en oversættelse.

Den autoriserede oversættelse bruger stort set altid det danske ord retfærdig for det græske dikaios. En af de meget få undtagelser er Mattæus 1,19, hvor man valgte at sige ”retsindig”. Til gengæld bruger Den Nye Aftale og BpH sjældent ordet retfærdig. Det bliver kun brugt der, hvor Gud beskrives som en retfærdig dommer (2 Tim 4,8, Åb 16,5). Andre ord, som bliver brugt i forskellige sammenhænge er: retskaffen, følge Guds lov, gøre hvad Gud vil, adlyde Gud, leve efter loven, være accepteret af Gud, uskyldig, lovlydig, gøre det rigtige, osv. Når man ikke er begrænset af den ordrette metode, har man mulighed for at vælge ord, der gengiver grundsprogets nuancer på en mere nøjagtig måde i de forskellige sammenhænge.

Disse forskellige ord bruges ud fra en vurdering af, hvad der er mest naturligt og forståeligt på dansk. Der er sjældent uenighed blandt oversætterne om, hvad originalteksten i Det Nye Testamente rent faktisk betyder. Spørgsmålet er, hvordan man bedst kommunikerer denne mening.

Dog er der enkelte steder, hvor man har forskellige fortolkninger af grundteksten. F.eks. står der i 1 Johs 2,29 i den autoriserede: ”Når I ved, at han er retfærdig, forstår I, at enhver, som gør retfærdigheden, er født af Gud.” Spørgsmålet er, om ”han” peger hen på Jesus eller på Gud. Hvis det er Gud, er tanken nok den retfærdige dommer, men er det Jesus, er tanken, at Jesus gjorde Guds vilje i alle ting, og de mennesker, der gør det samme, hører altså ham til. Stort set alle oversættelser er enige om, at ”han” henviser til Jesus, men en enkelt engelsk oversættelse (Revised English Bible) mener, at det henviser til Gud som den retfærdige dommer. Den Nye Aftale har åbenbart fulgt REB, da den siger: ”I ved, at Gud er en retfærdig dommer, og alle, der gør det, han vil have, er hans børn.”  Men ud fra sammenhængen i dette brev er det langt mere sandsynligt, at det er Jesus, som er ”retfærdig” (ligesom i samme kapitel vers 1), altså gør Guds vilje, eller som DNA siger det i vers 1: ”Han har aldrig sat sig op mod Gud.” BpH oversætter efter flertallets fortolkning: ” Da I ved, at han gør Guds vilje, så ved I også, at alle, der gør Guds vilje, tilhører ham.” (Det græske bindeord kan betyde hvis, når og da, men i denne sammenhæng er det bedst at sige ”da” på dansk.)

Nøgleord: dikaios, retfærdig, retfærdighed, født af Gud

Som dansk bibeloversætter jonglerer man med tre sprog samtidigt: Hebraisk, græsk og dansk.

Det hebraiske ord saddiq oversættes gerne til dikaios på græsk og retfærdig på dansk. Det optræder i bibelen første gang i 1 Mosebog 6,9: ”Noa var en retfærdig mand.” I Det Nye Testamente optræder det første gang i Mattæus 1,19, hvor den gamle oversættelse fra 1907 siger: ”Josef, hendes mand, var retfærdig.” I oversættelserne fra 1948 og fra 1992 læser vi: ”Hendes mand Josef var retsindig.”

Slår vi op i Nudansk Ordbog finder vi to betydninger af det danske ord retfærdig:

 

  1. som er eller handler moralsk forsvarligt; som er rigtig i forhold til loven.
  2. RELIGION: som lever et moralsk forsvarligt liv i overensstemmelse med den kristne lære.

 

Betydning nummer 1 er den almindelige, som alle kender. Normalt beskriver ordet ikke en person, men hvis en person siges at være retfærdig, er han fair i sin bedømmelse og handlinger. Han deler sol og vind lige.

Betydning nummer 2 hører til det religiøse sprog, og derfor er den betydning ikke nødvendigvis kendt af ”manden på gaden”.

Det illustrerer et grundlæggende dilemma for en bibeloversætter. Skal man oversætte for dem, der kender det bibelske, religiøse sprog eller for manden på gaden? Man kan ikke gøre begge dele på en gang, for så sætter man sig mellem to stole. Derimod er det muligt at have to forskellige typer af oversættelser, hvor den ene bruger det religiøse sprog og den anden prøver at undgå det. De autoriserede oversættelser tilhører den første type, mens Den Nye Aftale og Bibelen på Hverdagsdansk (BpH) tilhører den anden type.

Dog er der en vis udvikling inden for type 1, som det kan ses i Mattæus 1,19. De gamle oversættelser sagde retfærdig, men de nyere bruger ordet retsindig.  Den Nye Aftale er endnu mere dagligdags: ”Josef var et ordentlig menneske.” Det er godt dansk og forståeligt for enhver, men har man mistet en nuance?

 

I betydning nummer 1 er referencerammen almindelig accepteret moral og en overholdelse af landets love. Men i bibelen er referencerammen ikke kun moral og lov, men hvad Gud ønsker og accepterer som ret levevis hos mennesker.

Når der står, at Noa var en retfærdig mand, så var det ikke menneskers bedømmelse, men Guds. Han opfyldte Guds normer. Det er for ikke at miste den nuance, at BpH i 1 Mosebog 6,9 siger: ”Noa var et menneske, som Gud kunne acceptere.”

 

Ordene retfærdig, retfærdighed og retførdiggøre er nøgleord i bibelen og derfor særligt vigtige. Mattæus 6,33 er et meget kendt vers: ”Søg først Guds rige og hans retfærdighed.” Men hvordan i alverden søger man Guds retfærdighed, og hvad betyder det egentlig? Her er Den Nye Aftale langt mere forståelig: ”I skal koncentrere jer om Gud og det, han vil have jer til.” Meningen må være, at vi først og fremmest skal søge at komme ind i Guds rige, altså at komme til tro på Jesus, og dernæst følge Guds vilje for vores liv. BpH siger det på følgende måde: ”Søg først Guds rige og gør hans vilje.”