Blandt bibeloversættere er der to forskellige opfattelser af brugen af Det Gamle Testamente i oversættelsen af Det Nye Testamente og omvendt. Nogle mener, at de to bogsamlinger skal oversættes uafhængigt af hinanden, mens andre mener, at fordi NTs forfattere i høj grad gjorde brug af GT, bør oversætterne også tage hensyn til, at der er en klar sammenhæng mellem GT og NT.

Et kendt eksempel er Esajas 7,14, hvor den hebraiske tekst taler om en ung pige uden at bruge det specifikke udtryk for en jomfru. Den græske oversættelse af GT, som kaldes Septuaginta (LXX), bruger et specifikt græsk ord for jomfru, og det samme ord bruges af Mattæus. Da både Mattæus og LXX har fortolket teksten som værende om en jomfru, er det utvivlsomt også den oprindeligt tilsigtede mening. En ung pige ville på daværende tid forventes at være jomfru. Derfor vil det være korrekt i en kommunikerende oversættelse at bruge ordet jomfru, for den nuance er underforstået i teksten, men ikke nødvendigvis forstået af de nye læsere.

Et andet eksempel er fra Salme 104,4:

1871: Han gør vindene til sine engle, gloende ild til sine tjenere

1992: Du gør vindene til dine sendebud og den flammende ild til dine tjenere

BpH: Du bruger stormvinde som dine sendebud og gør lynene til dine tjenere

Teksten taler om Guds magt over naturkræfterne, og hvordan han kan bruge dem til at kæmpe mod Israels fjender. Han kan sende et tordenvejr med blæst, regn og lyn imod dem. Man skal være klar over, at det græske og hebraiske ord for sendebud også bruges i betydningen engel. En engel er simpelthen Guds sendebud.

Ordstillingen på hebraisk er: gørende sine sendebud vinde, sine tjenere brændende ild. LXX har fulgt denne ordstilling: han som gør sine sendebud vinde og sine tjenere brændende ild.

Men på dansk er vi nødt til at bruge normal ordstilling, så det bliver til: han/du som gør vinde til sine/dine sendebud og brændende ild til sine/dine tjenere. (Det hebraiske ”han” bliver i sammenhængen naturligt til ”du” på dansk, fordi salmisten taler til Gud direkte).

Ser vi på Hebræerbrevet 1,7 finder vi på græsk: han som gør sine sendebud vinde og sine tjenere flamme af ild.

Det er den samme tekst, og naturligvis er det et citat med samme mening. Men her siger den autoriserede fra 1992:

Han gør sine engle til vinde og sine tjenere til flammende ild.

For det første giver en sådan oversættelse ingen mening, og for det andet indfører den et brud mellem GT og NT, som ikke findes i grundteksten. Græsk har en meget fri ordstilling, så det er en fortolkning, om man vælger gøre sine sendebud vinde                   eller gøre vinde sine sendebud. Ordstillingen i Heb 1,7 virker noget unaturlig på græsk, men det skyldes, at LXX har overtaget den hebraiske ordstilling, og NT kopierer teksten fra LXX.

Axel Sørensen (1902): Han bruger sin engle som stormvinde og sine tjenere som lyn.

BpH: Han, der bruger stormvinde som sine sendebud og gør lynene til sine tjenere.

En af grundene til meningsløse oversættelser er altså, at man ikke tager behørigt hensyn til sammenhængen mellem NT og GT.

Nøgleord til søgning: Esajas 7,14, Salme 104,4, Hebræerbrevet 1,7, jomfru, engle, sendebud

Der findes steder (især i Det Gamle Testamente) hvor teksten, som vi kender den, ikke giver mening. Det kan skyldes, at den originale formulering er gået tabt, eller at der bliver brugt ukendte og vanskelige ord. Måske bruges der et fremmed billedsprog, især i de poetiske og profetiske afsnit. I Det Nye Testamente er det ikke så tit, at den originale formulering ikke giver mening, da vi kender meget mere til det gamle græske sprog end til det gamle hebraiske. Møder man en oversættelse, der ikke giver mening, skyldes det næsten altid, at oversættelsen har ramt ved siden af, hvad årsagen så kan være. Ofte vil teologerne være uenige om, hvordan teksten skal forstås.

Lad mig tage 1 Tim 2:15 som eksempel og citere fra nogle danske oversættelser:

Skat-Rørdam: men hun skal frelses gennem sin barnefødsel, dersom de blive i tro og kjærlighed og hellighed med tugtighed. (Note: I kvindens stilling som hustru og moder ligger hendes særlige kald; gennem en tro opfyldelse af sit moderkald skal hun nå til frelsen.)

1907: Men hun skal frelses gennem sin barnefødsel, dersom de blive i tro og kærlighed og hellighed med ærbarhed.

1948: Men hun skal frelses under opfyldelsen af sit moderkald – hvis de da holder fast ved tro og kærlighed og hellighed med ærbarhed.

1992: Men frelses skal hun, ved barnefødslen – hvis de da holder fast ved tro og kærlighed og hellighed med besindighed.

DNA: Men fordi kvinden føder børn, kan hun alligevel blive frelst, hvis hun lever et ordentligt liv og holder fast ved troen, kærligheden og Gud.

Det giver jo ingen mening at sige, at en kvinde skal frelses gennem det at føde børn, så hvad er det, Paulus mener her?  Skat-Rørdams note hjælper til en bedre forståelse, og det er da også den forståelse, som oversættelsen fra 1948 giver udtryk for. Der var åbenbart nogle græske, gifte kvinder i menigheden i Efesos, som forsømte deres børn og hellere ville tiltvinge sig en lærergerning i menigheden. Datidens kvinder var ikke nær så velbevandrede i Skriften, som mændene var det, og de havde sjældent en boglig uddannelse. Hvis de begyndte at prædike forkert lære, kunne det ende med, at de selv mistede troen og frelsen. Paulus ønskede ikke, at de skulle miste deres frelse, og derfor pålagde han dem at koncentrere sig om deres moderkald frem for at tiltvinge sig en position som lærer i menigheden, en position, de ikke var kaldet til. Når der her tales om frelse, drejer det sig om det fremtidige frelse, når Jesus kommer igen.

BpH siger: Men kvinden vil nå frem til det evige liv ved at værne om kaldet som opdrager for sine børn og leve et fornuftigt liv i tro og kærlighed og hellighed.

Nøgleord: 1 Tim 2:15, frelse, moderkald

De mere ordrette oversættelser søger så vidt muligt at bruge samme danske ord, hver gang det samme ord forekommer i grundteksten. Det kan være en hjælp for bibelstuderende, der gerne vil undersøge, hvordan et bestemt ord bruges i forskellige sammenhænge. Problemet er bare, at et ord på ethvert sprog har en vifte af forskellige betydninger i forskellige sammenhænge, og det tilsvarende danske ord dækker sjældent over de samme betydninger. En kommunikerende oversættelse vil derfor ofte bruge flere forskellige ord, alt afhængig af sammenhængen. Bibelstudenten bør studere ordene på grundsproget frem for i en oversættelse.

Den autoriserede oversættelse bruger stort set altid det danske ord retfærdig for det græske dikaios. En af de meget få undtagelser er Mattæus 1,19, hvor man valgte at sige ”retsindig”. Til gengæld bruger Den Nye Aftale og BpH sjældent ordet retfærdig. Det bliver kun brugt der, hvor Gud beskrives som en retfærdig dommer (2 Tim 4,8, Åb 16,5). Andre ord, som bliver brugt i forskellige sammenhænge er: retskaffen, følge Guds lov, gøre hvad Gud vil, adlyde Gud, leve efter loven, være accepteret af Gud, uskyldig, lovlydig, gøre det rigtige, osv. Når man ikke er begrænset af den ordrette metode, har man mulighed for at vælge ord, der gengiver grundsprogets nuancer på en mere nøjagtig måde i de forskellige sammenhænge.

Disse forskellige ord bruges ud fra en vurdering af, hvad der er mest naturligt og forståeligt på dansk. Der er sjældent uenighed blandt oversætterne om, hvad originalteksten i Det Nye Testamente rent faktisk betyder. Spørgsmålet er, hvordan man bedst kommunikerer denne mening.

Dog er der enkelte steder, hvor man har forskellige fortolkninger af grundteksten. F.eks. står der i 1 Johs 2,29 i den autoriserede: ”Når I ved, at han er retfærdig, forstår I, at enhver, som gør retfærdigheden, er født af Gud.” Spørgsmålet er, om ”han” peger hen på Jesus eller på Gud. Hvis det er Gud, er tanken nok den retfærdige dommer, men er det Jesus, er tanken, at Jesus gjorde Guds vilje i alle ting, og de mennesker, der gør det samme, hører altså ham til. Stort set alle oversættelser er enige om, at ”han” henviser til Jesus, men en enkelt engelsk oversættelse (Revised English Bible) mener, at det henviser til Gud som den retfærdige dommer. Den Nye Aftale har åbenbart fulgt REB, da den siger: ”I ved, at Gud er en retfærdig dommer, og alle, der gør det, han vil have, er hans børn.”  Men ud fra sammenhængen i dette brev er det langt mere sandsynligt, at det er Jesus, som er ”retfærdig” (ligesom i samme kapitel vers 1), altså gør Guds vilje, eller som DNA siger det i vers 1: ”Han har aldrig sat sig op mod Gud.” BpH oversætter efter flertallets fortolkning: ” Da I ved, at han gør Guds vilje, så ved I også, at alle, der gør Guds vilje, tilhører ham.” (Det græske bindeord kan betyde hvis, når og da, men i denne sammenhæng er det bedst at sige ”da” på dansk.)

Nøgleord: dikaios, retfærdig, retfærdighed, født af Gud

Som dansk bibeloversætter jonglerer man med tre sprog samtidigt: Hebraisk, græsk og dansk.

Det hebraiske ord saddiq oversættes gerne til dikaios på græsk og retfærdig på dansk. Det optræder i bibelen første gang i 1 Mosebog 6,9: ”Noa var en retfærdig mand.” I Det Nye Testamente optræder det første gang i Mattæus 1,19, hvor den gamle oversættelse fra 1907 siger: ”Josef, hendes mand, var retfærdig.” I oversættelserne fra 1948 og fra 1992 læser vi: ”Hendes mand Josef var retsindig.”

Slår vi op i Nudansk Ordbog finder vi to betydninger af det danske ord retfærdig:

1. som er eller handler moralsk forsvarligt; som er rigtig i forhold til loven.
2. RELIGION: som lever et moralsk forsvarligt liv i overensstemmelse med den kristne lære.

Betydning nummer 1 er den almindelige, som alle kender. Normalt beskriver ordet ikke en person, men hvis en person siges at være retfærdig, er han fair i sin bedømmelse og handlinger. Han deler sol og vind lige.

Betydning nummer 2 hører til det religiøse sprog, og derfor er den betydning ikke nødvendigvis kendt af ”manden på gaden”.

Det illustrerer et grundlæggende dilemma for en bibeloversætter. Skal man oversætte for dem, der kender det bibelske, religiøse sprog eller for manden på gaden? Man kan ikke gøre begge dele på en gang, for så sætter man sig mellem to stole. Derimod er det muligt at have to forskellige typer af oversættelser, hvor den ene bruger det religiøse sprog og den anden prøver at undgå det. De autoriserede oversættelser tilhører den første type, mens Den Nye Aftale og Bibelen på Hverdagsdansk (BpH) tilhører den anden type.

Dog er der en vis udvikling inden for type 1, som det kan ses i Mattæus 1,19. De gamle oversættelser sagde retfærdig, men de nyere bruger ordet retsindig.  Den Nye Aftale er endnu mere dagligdags: ”Josef var et ordentlig menneske.” Det er godt dansk og forståeligt for enhver, men har man mistet en nuance?

I betydning nummer 1 er referencerammen almindelig accepteret moral og en overholdelse af landets love. Men i bibelen er referencerammen ikke kun moral og lov, men hvad Gud ønsker og accepterer som ret levevis hos mennesker.

Når der står, at Noa var en retfærdig mand, så var det ikke menneskers bedømmelse, men Guds. Han opfyldte Guds normer. Det er for ikke at miste den nuance, at BpH i 1 Mosebog 6,9 siger: ”Noa var et menneske, som Gud kunne acceptere.”

Ordene retfærdig, retfærdighed og retførdiggøre er nøgleord i bibelen og derfor særligt vigtige. Mattæus 6,33 er et meget kendt vers: ”Søg først Guds rige og hans retfærdighed.” Men hvordan i alverden søger man Guds retfærdighed, og hvad betyder det egentlig? Her er Den Nye Aftale langt mere forståelig: ”I skal koncentrere jer om Gud og det, han vil have jer til.” Meningen må være, at vi først og fremmest skal søge at komme ind i Guds rige, altså at komme til tro på Jesus, og dernæst følge Guds vilje for vores liv. BpH siger det på følgende måde: ”Søg først Guds rige og gør hans vilje.”