(Iver Larsen, konsulent I bibeloversættelse. Maj 2022)

I Lukas 7,37-38 læser vi, hvordan Jesus’ fødder blev salvet, da han opholdt sig i et hus, hvor en farisæer ved navn Simon boede. Det skete sandsynligvis i Kapernaum, kort efter at Johannes Døber var blevet sat i fængsel. Det var i alle tilfælde et par år før, Jesus igen blev salvet få dage før sin død. Kapernaum beskrives som en by (polis på græsk) (f.eks. Luk 4,31), mens både Betsajda og Betania beskrives som landsbyer (græsk kōmē – κώμη). Kvinden, der salvede Jesus’ fødder i Simon Farisæers hus, var fra en by/polis, så det var i hvert fald ikke Betania, hvor Simon den Spedalske boede. Magdala/Magadan (Mat 15,39) var så vidt vides også en vigtig by på det tidspunkt, så det er også muligt, at salvningen fandt sted der.

Hverken Mattæus eller Markus fortæller om episoden, så Lukas må have den fra andre kilder. Vi ved, at Lukas havde mange kilder foruden Mattæus og Markus, og det, at han fortæller om en begivenhed, som de andre ikke omtaler, betyder på ingen måde, at det er den samme begivenhed, som Mattæus og Markus fortæller om andetsteds.  Detaljerne er så forskellige, at den eneste logiske konklusion er, at det er forskellige begivenheder. På den anden side er den salvning, Mattæus beskriver 26,6-13 tydeligvis den samme begivenhed, som Markus beskriver i 14,3-9. Lighederne er mange, og de små forskelle uden betydning.

Kvinden, som salver Jesus’ fødder i Lukas 7, er ikke navngivet, men omtales blot som en, der ”levede i synd i byen.” Hun var sikkert kendt som en af de prostituerede i den store by. Hun har nok hørt Jesus tale i byen og måske set nogle af hans mirakler, så hun har besluttet at angre sin livsstil og bede Gud om tilgivelse. Der er intet, der tyder på, at det kunne være Maria Magdalene, da Maria havde været besat af 7 dæmoner, som Jesus havde befriet hende for (Lukas 8,2). En besat kvinde kunne næppe fungere som prostitueret, og hvis hun på det tidspunkt var befriet fra dæmonerne og blevet en discipel af Jesus, ville hun næppe blive omtalt som en synder i byen. Havde det været Maria Magdalene, ville Lukas have introduceret hende ved navn her i kapitel 7 og ikke først senere i kapitel 8.

Der findes mange gamle legender og gnostiske fabler, som påstår, at den unavngivne synder var Maria Magdalene[1]. Pave Gregor den Store påstod i år 591, at de to kvinder var den samme, og faktisk mener han også, at alle tre salvninger var samme begivenhed med den samme kvinde. Bogen Nardusmysteriet[2] gengiver den samme ide. På den måde får man gjort både Maria fra Betania og Maria Magdalene til tidligere prostituerede, men der er intet bibelsk grundlag for en sådan påstand. Fordi pave Gregor fremsatte den ide, blev det en almindelig tradition i den katolske kirke, indtil pave Paul VI ændrede den katolske helgenkalender i 1969. Denne ubibelske påstand ligger også bag flere malerier fra middelalderen. Indtil 1969 blev Maria fra Betania og Maria Magdalene fejret som helgener på samme dato. Men nu anerkender man, at det var to forskellige kvinder, så Maria, Martha og Lazarus mindes som helgener den 29. juli, mens Maria Magdalene fejres den 22. juli. Maria Magdalene blev afgjort en dedikeret discipel af Jesus, og hun fik en fremtrædende plads som den første, der mødte Jesus efter genopstandelsen, men der er intet bibelsk grundlag for at påstå, at hun på noget tidspunkt har salvet Jesus’ fødder eller hoved.

Maria fra Betania og Maria Magdalene har begge navnet Maria, men det betyder ikke, at det drejer sig om den samme kvinde. Der er syv forskellige kvinder i Ny Testamente, som bærer navnet Maria:

1. Maria, Jesus’ mor
2. Maria fra Betania, søster til Martha og Lazarus
3. Maria Magdalene, discipel af Jesus
4. Maria, mor til Jakob (den Lille) og Josef/Joses
5. Maria, Klopas’ hustru (Johs 19,25)
6. Maria, Johannes Markus’ mor (Ap.G. 12,12)
7. Maria, som nævnes i Rom 16,6

Der var utvivlsomt hundredvis af kvinder ved navn Maria, som ikke er nævnt i Bibelen. Det var det mest almindelige kvindenavn på den tid. Tilsvarende var det mest almindelige mandsnavn Simon, og vi kender 9 personer med det navn i NT. For at holde dem ude fra hinanden, får de altid en eller anden titel eller beskrivelse, såsom Farisæeren Simon, Simon den Spedalske, Simon Peter (søn af Jonas/Johannes), Simon Zelotes, Simon Jesu bror, Simon far til Judas, Simon fra Kyrene, Simon troldmand, garveren Simon.

I Johannes 12,1-8 hører vi, at Jesus var på besøg hos sine nære venner i landsbyen Betania seks dage før påske. Jesus var sandsynligvis gået sammen med sine disciple fra Jeriko til Betania den fredag, en uge før han blev korsfæstet (Luk 19,28 – vi får ikke at vide, hvor Jesus overnattede på rejsen, men han havde lige været til fest hos Zakæus. Han må have overnattet to nætter i Betania, da indtoget i Jerusalem først fandt sted søndag morgen.) Vennerne Marta, Maria og Lazarus inviterede dem til at være med til sabbatsmåltidet denne fredag aften. Det var ikke første gang, Jesus og disciplene boede der og blev beværtet (Lukas 10,37-41). Maria havde en særlig hengivenhed over for Jesus. Siden de tre unge mennesker boede i det samme store hus, må vi antage, at det var en velhavende familie, og at deres forældre var døde. (Der er forskellige traditioner, bl. a. i den ortodokse kirke, som fortæller, at de flygtede før eller efter, at Stefanus blev myrdet, og at de endte på Cypern, hvor de levede mindst 30 år mere. Lazarus siges at være blevet biskop i Kition-Larnaka). Der findes den dag i dag en gammel kirke i Larnaka, som hedder Sankt Lazarus’ Kirke.

Under måltidet salvede Maria Jesus’ fødder. Den kostbare nardusolie havde en kendt standard pris på 300 denarer. Judas blev vred over et sådant ”spild” af penge. Johannes fortæller os, at Judas havde selviske motiver, da han af og til stjal fra den fælles pengepose. Men Jesus accepterede salvningen som en forberedelse til sin begravelse. Han mindede sine disciple om, at de altid kunne hjælpe de fattige, hvis de ville, men Jesus selv ville ikke være hos dem ret meget længere. Det kunne de ikke få ind i hovedet.

Nogle har undret sig over, at Maria fra Betania ikke nævnes omkring Jesus’ korsfæstelse, når hun var så hengiven over for ham. Men det var altid Jesus, der besøgte Maria i hendes hjem, og hun blev ikke som Maria Magdalene en discipel, der fulgte med Jesus rundt. Maria fra Betania var den stille type, som nok helst ville være alene med sin sorg og frustration. Dog kan vi ikke vide, om hun overværede korsfæstelsen fra en sikker afstand. Man kan aldrig argumentere ud fra det, som ikke fortælles.

Mattæus 26,6-13 og Markus 14,3-9 fortæller om en anden salvning, som også fandt sted i Betania. Denne gang var Jesus og i alt fald nogle af hans disciple indbudt til middag i et hus, som tilhørte den tidligere spedalske, velhavende mand, Simon. Det skete flere dage efter, at Maria havde salvet Jesus’ fødder. Det lader til, at Jesus havde været travlt optaget i forgården til templet både mandag og tirsdag, men at han hvilede ud i Betania om onsdagen hos sine gode venner der. Det var den aften, han blev inviteret til middag i et andet hus. Eftersom spedalske levede afsondret fra andre mennesker, må Simon være blevet helbredt, måske af Jesus. Hvis det er tilfældet, ville han gerne vise sin taknemmelighed. Han var også en velhavende person. Få mennesker havde midler til at invitere Jesus og hans store følge af disciple til middag.

I Simons hus var det Jesus’ hoved, der blev salvet. Ved salvningen i Martas hus var Judas blevet vred, men han var sandsynligvis ikke til stede denne dag. Måske brugte han ”fridagen” til at opsøge ypperstepræsterne for at aftale med dem om at forråde Jesus mod betaling. Men nogle af de andre gæster blev også denne gang vrede over dette ”spild” af dyr salve. Mattæus siger, at det var nogle af disciplene, men Markus omtaler ikke disciplene. Hvis det var disciplene, havde de ikke lært noget af den tidligere hændelse. Det er nu ikke så mærkeligt, for de kunne ikke acceptere, at Jesus snart skulle dø, selv om han havde sagt det til dem mindst tre gange. Men Jesus accepterede salvningen som endnu en forberedelse til sin begravelse.

I bibelsk og jødisk kultur og tankegang er det meget vigtigt med mindst to, og gerne tre, vidner før en sag står fast. To kvinder har nu uafhængigt af hinanden bevidnet, at Jesus snart skulle dø. De havde næppe forstået salvningen på den måde, men sådan forklarer Jesus det. Gud havde en overordnet plan, som hverken kvinderne eller disciplene forstod på dette tidspunkt. Der er ingen grund til at tænke sig, at denne unavngivne kvinde skulle være enten Maria Magdalene eller Maria, søster til Marta og Lazarus.

Nogle undres over Johs 11,2, der lyder som et indskud eller en parentes: Maria var den kvinde, der senere hældte dyr duftolie ud over Jesus’ fødder og tørrede dem med sit hår. Det var hendes bror, der var syg. (Bibelen 2020).

Johannes har først nu introduceret Maria, Martha og Lazarus, da han ikke nævner nogen af de tidligere besøg, som i Lukas 10,38-42. Lukas fortæller os noget om Maria. Hun ønskede først og fremmest at lytte til Jesus. Det er almindeligt i hebraisk fortællestil først at komme med en kort hentydning, som senere uddybes med flere detaljer. Det er, hvad Johannes gør her. Han nævner kort, hvad Maria senere gjorde, og detaljerne kommer i næste kapitel. Denne salvning kan meget vel havde været alment kendt på det tidspunkt, hvor Johannes skriver sit evangelium, men han vil alligevel give os alle detaljerne, da ingen af de andre evangelier har denne salvning med.

Der er både ligheder og forskelle mellem de to forskellige episoder med salvning i denne sidste uge, før Jesus skulle korsfæstet. Lighederne kan man sagtens forklare ud fra, at en sådan nardussalve havde en fast pris på 300 denarer, som alle kendte. At disciplene ikke forstod betydningen af salvningen og syntes, at pengene skulle være brugt anderledes, er ikke svært at forklare. De manglede altid penge. Og de var uden tvivl vant til at vende hver femøre. Det lyder mere fromt at sige, at pengene skulle gives til de fattige, men det behøvede de jo ikke at gøre lige med samme. De forventede endnu mange år sammen med Jesus.

Det er ulogisk at hævde, at de to salvninger er en og samme begivenhed. Det kan måske lettest ses i en tabel:

Tidspunkt	Huset	Kvinden	Hvad salves	Hvem skælder ud	Hvor meget salve
Fredag aften	Martas	Maria	Fødder	Judas	Et pund
Onsdag	Simons	Ukendt	Hoved	Nogle disciple	En alabastkrukke

Desuden må vi huske, at Johannes supplerer de andre evangelier for sine læsere, som allerede kendte de tre første evangelier. Johannes prøver så vidt muligt at få det med, som de andre af den ene eller anden grund ikke har med. Det er kun Johannes, der fortæller om den første udrensning af templet under Jesus’ første påskebesøg i Jerusalem, mens de andre kun fortæller om den anden udrensning. Johannes kender princippet om de to vidner, så det er væsentligt for ham, at begge udrensninger kommer med. Disse udrensninger havde både en praktisk, symbolsk og profetisk betydning. At så mange fejlagtigt mener, at der kun var én tempelrensning, skyldes nok en manglende forståelse for betydningen af de to vidner og måske en manglende kulturel forståelse af, at selvom de handlende blev jaget væk, ville de være tilbage igen næste dag.

Hvis man hævder, at de tre forskellige salvninger er en og samme begivenhed, så angriber man forfatternes troværdighed. Johannes var utvivlsomt med ved alle tre salvninger. Det virker helt usandsynligt, at han skulle havde glemt, hvornår det skete, hvor det skete, og hvad der blev salvet!

---

[1] Nogle af disse skrøner er omtalt i dansk Wikipedia – https://da.wikipedia.org/wiki/Maria_Magdalene

[2] Poul Hoffmann: Nardusmysteriet – Den virkelige Maria Magdalene, Credo (2008)

(Iver Larsen, Bible Translation Consultant. May 2022)

The anointing of Jesus in Luke 7:37-38 took place in the home of a Pharisee called Simon, probably in the major city of Capernaum long before Jesus went to Jerusalem for the last time. Capernaum is identified as a city (polis) in Luke 4:31 and was not only a major city, but the base for Jesus during his ministry. In contrast, Bethany is a small village (Greek kōmē – κώμη), and there is no evidence whatsoever to suggest that this anointing took place in the village of Bethany. Some have suggested that this could be the city of Nain, since that is also called a polis, but that is very unlikely. Although Jesus in his travels around Galilee had passed by Nain in Luke 7:11-17, he would not have stayed for long in that city, since his base was Capernaum. In the following section of Luke 7, John’s disciples came to Jesus, and they would have gone to where he was known to stay, namely in Capernaum at his usual home, probably the house of Peter’s in-laws. We are told that the Pharisee Simon invited him for dinner, but we cannot know if this was the evening after a day of preaching or another day. The Pharisee was interested in listening to this amazing rabbi, but we do not know his motives. It seems to be not very long after John the Baptist was put in prison, since the following section talks about him being in prison and not yet killed.

Neither Mark nor Matthew has this story, so Luke must have it from another source. We know that Luke had many sources apart from Matthew and Mark, and the fact that he here recounts an event that the others do not have, in no way suggests that it should be the same event. The details are so different, that the only logical conclusion is that they are different events. On the other hand, the anointing described in Matt 26:6-13 and Mark 14:3-9 is clearly the same event. The similarities are many and the small differences are of no consequence.

The lady who anointed the feet of Jesus in Luke 7 is not named, but referred to as a “sinner in the city”. She was probably known in the big city as a prostitute. She may well have heard the preaching of Jesus in Capernaum or other places and seen some of the miracles, so she decided to repent of her lifestyle and ask God for forgiveness. There is no indication that this could be Mary Magdalene, since Mary had been possessed by 7 demons before she became a follower of Jesus (Luke 8:2). A possessed woman would hardly be a prostitute. If it had been Mary Magdalene, Luke would have introduced her by name in chapter 7 instead of introducing her later in chapter 8 alongside other women followers of Jesus.

There are old legends and gnostic tales that claim this unnamed sinner was actually Mary Magdalene. Even pope Gregory the Great claimed in 591 AD that the two were the same, and also that all the three women who anointed Jesus were one and the same. In this way, both Mary of Bethany and Mary Magdalene were made former prostitutes. This idea then became accepted in the Catholic Church tradition until pope Paul VI changed the calendar in 1969[1]. It also influenced medieval paintings. Before 1969, Mary of Bethany and Mary Magdalene were commemorated as saints on the same date, reflecting the legend that the two were the same person. They were now given different dates to reflect that the two are indeed recognized as different people. July 29 is the date for honouring Mary, Martha and Lazarus in the Catholic Church. The date for Mary Magdalene is July 22. Mary Magdalene was surely a committed follower of Jesus, but there is no indication in the Gospels that she at any time anointed either the feet or head of Jesus.

That Mary of Bethany and Mary Magdalene both share the name Mary is also no indication that it was the same woman. There are seven different women with the name Mary in the NT:

1. Mary, mother of Jesus
2. Mary of Bethany, sister to Martha and Lazarus
3. Mary Magdalene, a disciple of Jesus
4. Mary, mother of James and Joseph
5. Mary, wife of Clopas (John 19:25)
6. Mary, mother of John Mark (Acts 12:12)
7. Mary, mentioned in Rom 16:6

Of course, there would have been hundreds of women with the name Mary at that time who are not mentioned in the Bible. It was the most common name for a woman. Likewise, the most common name for a man was Simon, so we have nine men called Simon mentioned in the NT. In order to keep them apart, some title or other name is needed like Simon the Pharisee, Simon the Leper, Simon Peter (or Simon the son of Jonah/John), Simon the Zealot, Simon the brother of Jesus, Simon the father of Judas Iscariot, Simon from Cyrene, Simon the Sorcerer, Simon the Tanner.

In John 12:1-8 we hear about Jesus visiting his close friends in the village of Bethany six days before the Passover. They had probably travelled from Jericho to Bethany on the Friday, one week before Jesus was killed. (See Luke 19:28 – we are not told where Jesus spent the nights during his travels, but he had just been to a feast in the home of Zacchaeus in Jericho. He must have spent two nights in Bethany, since the entry into Jerusalem did not take place until Sunday morning.) His good friends, Martha, Mary and Lazarus, hosted Jesus and the disciples and provided them with a nice Sabbath meal. Since these three young people stayed together in a big house, we can assume that the family was wealthy and that their parents were dead. (There are traditions in the Eastern orthodox Church that say they fled either after Stephen was murdered or before and eventually travelled to Cyprus where they lived for at least another 30 years. Lazarus is said to have become bishop in Kition=Larnaka).

During that meal in the home of Martha, Mary and Lazarus, Mary anointed the feet of Jesus. The expensive perfume had a standard price of 300 denarii. Judas was upset at this “waste”. John tells us that Judas had selfish motives, because he used to steal from the common money purse. But Jesus accepted the anointing as a preparation for burial. He reminded his disciples that they would always be able to assist the poor, but they would not have him with them for long. The disciples just could not understand that their Messiah was about to be killed. How could God allow his Son to be killed? It made no sense to them. Some have asked why Mary of Bethany is not mentioned at the cross if she was so devoted. But she was not a follower of Jesus like Mary Magdalene was, and she seem to have grieved at home, away from the crowds. However, we cannot argue from silence, and the fact that she is not mentioned, does not necessarily mean that she was not around, keeping a safe distance.

Matt 26:6-13 and Mark 14:3-9 are parallel passages and describe another anointing that also took place in Bethany. This time Jesus and at least some of his disciples were having dinner in another home belonging to a now healed former leper, also called Simon. It was several days after Mary anointed the feet of Jesus. While Jesus was busy in the Temple compound during Monday and Tuesday, he apparently rested on Wednesday in Bethany with his good friends there. That was when he was invited to dinner in another house. Since lepers were not allowed to stay with other people, Simon must have been healed, possibly by Jesus. If that was the case, he wanted to show his gratitude. He, too, seems to have been a wealthy person. Few people had the means to invite Jesus together with a big group of disciples for dinner.

At the house of Simon, it was the head of Jesus that was anointed. At the first anointing in the house of Martha, Judas was upset, but he may not have been present at this second anointing. Maybe he used the “free time” when Jesus did not move around or teach to seek out the chief priests to arrange to betray Jesus for money.  Now, when this second anointing takes place, the other disciples and maybe other visitors are also upset. Matthew mentions some disciples, but Mark does not. If it was the disciples, they had learned nothing from the previous incident. This is not strange, because they could in no way accept that Jesus was going to die, even though Jesus had told them three times. But Jesus accepted it as a second preparation for his burial.

In Jewish thought and customs, two witnesses are important. Now two different women have made a prophetic reference to his soon forthcoming death and burial. They wanted to honour him and show their love for him. Whether they expected him soon to die, we do not know. But that is how Jesus explains the significance of the anointing. God had a plan that neither the women nor the disciples understood at this time. There is no reason to suggest that this unnamed woman was either Mary of Bethany or Mary Magdalene.

Some have wondered about John 11:2 which looks like an intrusion and parenthesis: It was Mary who anointed the Lord with perfume and dried his feet with her hair whose brother Lazarus was sick.

John has not introduced Mary, Martha and Lazarus before in his gospel. But he says in verse 1: There was a sick man, Lazarus from Bethany from the village of Mary and her sister Martha.

It seems that John believes his readers has already heard about Mary from Bethany. In Luke 10:38-42 we are told of an earlier visit by Jesus to Martha and Mary, where Mary is commended for sitting at the feet of Jesus. It is also common in Hebrew storytelling to give a general hint about a person and an event first and then give all the details later. This is what John is doing here. He briefly tells us what Mary did and he gives the details in the next chapter. This event may well have been common knowledge at the time John is writing, but he still wants to give all the details, especially since no other Gospel has mentioned this.

There are clear differences and similarities between these two last anointings during the last week. The similarities are easily explained by a standard price for such a jar of ointment as well as the disciples’ lack of understanding of the forthcoming death of Jesus. They did not have much money, and they expected to stay with Jesus for a long time, so the money could have been put to better use. Although Jesus had told them that he was going to die, they could not grasp that idea for the Messiah. Even Peter had strongly rebuked Jesus for suggesting that he was going to be crucified. God would never have allowed that, according to Peter and the disciples.

It defies logic to suggest that the two anointings were one and the same event. It may be easier to see this in a small table:

Time	House	Woman	What was anointed	Who rebukes here	How much ointment
Friday evening	Martha	Mary	Feet	Judas	One litra (1/3 kg)
Wednesday	Simon the Leper	Unknown	Head	Some disciples	One alabastron (small jar)

We must also keep in mind that John wrote his Gospel as a supplement to the other gospels that would have been known already by his audience. John tries as much as possible to talk about what the others for one reason or another did not mention. It is only John who tells about the first cleansing of the Temple during Jesus’ first Passover visit to Jerusalem, while the others only tell us about the second cleansing during his third Passover visit during his 2½ years of ministry. He could also have cleansed it during his second visit. We do not know. John knew the principle of the two witnesses, so it is important for him that both cleansings are told about.

Those who claim that the two different cleansings were one and the same event, attack the credibility of the Gospel writers as well as the accuracy of the Scriptures. This is done based on mistaken assumptions and later spurious legends. John would surely have been present at both anointings. Did he forget where they happened, when they happened and what was anointed? Or did he misrepresent the facts? This is extremely unlikely.

---

[1] See the article in Wikipedia about Mary Magdalene for more details. They also show a painting from 1524 based on this legend.

(By Iver Larsen, Bible Translation Consultant, April 2022)

Most people in the Western world have misunderstood the Hebrew expression three days and three nights. The reason is that they make the fundamental mistake of interpreting the expression from a Western perspective instead of a Biblical and Hebrew perspective. We find a similar misunderstanding concerning the expressions the third day and three days after. Inclusive counting is used in Africa and the Middle East even today.

Let me illustrate it from 1 Samuel 30:1:

David and his men reached Ziklag on the third day (NIV).

Two days later David and his men arrived back at Ziklag. (GNB)

Because inclusive counting is used, you can either be literal and say “on the third day” as in Hebrew or translate into normal English and say “two days later.” If they started the journey on a Monday, that would be the first day, so Tuesday would be the second/next day and Wednesday the third day/two days later. This kind of inclusive counting is used throughout the Bible. The word “Pentecost” comes from the Greek word for 50, because that day is exactly 7 weeks or 49 days after Easter Sunday. Lev 23:15-16 gives the instruction:

From the day after the Sabbath, the day you brought the sheaf of the wave offering, count off seven full weeks. Count off fifty days up to the day after the seventh Sabbath. (NIV)

Since the first day is counted as day 1, the 50^th day is 49 days later.

So, when Jesus says no less than three times that he will be resurrected on the third day after his death, it must mean two days later. Obviously, Jesus uses the Hebrew way of speaking about counting days instead of the Western way that most people think. Jesus died on a Friday and was resurrected on the third day, which is Sunday.

But Jesus also said that he would be in the grave three days and three nights. In a language and culture that uses inclusive counting of days, it is strictly speaking impossible to talk about three days and three nights. If the period in question starts on a Monday, the third day would be Wednesday. However, there are only two nights in this period. To get three nights, we would have to start on a Monday as the first day so that the first night is between Monday and Tuesday. The third night would then between Wednesday and Thursday. But that would be the fourth day. So, with inclusive counting of days, the intervening nights must necessarily be one less than the days. Why does the Bible then not say three days and two nights? The reason is that Hebrew enjoys parallel numbers and expressions. It sounds better to say three days and three nights or 40 days and 40 nights. These are idiomatic expressions that mean a certain number of days, inclusively counted, but including the nights in between. In most cases, they would simply say 3 days or 40 days, but especially if it is a period of fasting, then it is important to add the nights to show that the fasting was not only during daytime, but it included the nights. The following quote is from IsraelBibleCenter[1]:

despite Scripture’s reference to Jonah being in the fish for three whole nights, the rabbis after Jesus still speak of “the third day of Jonah” alongside a reference to “the third day of the resurrection of the dead” (Genesis Rabbah 56:1). Thus, the rabbis employ some poetic license when they interpret Jonah, and Rabbi Jesus does the same.

This kind of expression is used in 1 Samuel 30:12: for he had not eaten any food or drunk any water for three days and three nights (NIV). Other examples:

Gen 7:4,12 I will send rain on the earth for forty days and forty nights (It would rain throughout for 40 days and the 39 nights in between.)

Exo 24:18 And he stayed on the mountain forty days and forty nights. (He stayed there even during the 39 nights).

Exo 34:28:  Moses was there with the Lord forty days and forty nights without eating bread or drinking water.

Lev 8:35 You must stay at the entrance to the tent of meeting day and night for seven days. (This is a different construction with the same meaning. Stay for seven days, both day and night.) This would be clearer in English, such as it rained for forty days, both day and night.

Deut 9:9, 11, 18, 25 and 10:10 forty days and forty nights.

1 Kings 19:8 he travelled forty days and forty nights

Esther 4:16 Do not eat or drink for three days, night or day (A different construction with the same meaning. Three days including the two nights.)

Job 2:13 Then they sat on the ground with him for seven days and seven nights. (Seven days including the six nights.)

Jon 1:17 (2:1) Jonah was in the belly of the fish three days and three nights. (Three days and two nights in that period.)

As long as we understand this Hebrew way of speaking, there is no contradiction between Jesus rising on the third day and him being in the grave for three days and two nights. Of course, we need to remember that in Hebrew a portion of a day is counted as a day. So, the few hours on Friday from 3 p.m. to sunset was the first day. Saturday was the second day and Sunday the third day. But he also stayed there during the two nights in between.

---

[1] This link might work: https://weekly.israelbiblecenter.com/resurrection-third-day/?unapproved=72780&moderation-hash=3f00afee6c44881c1a906ecdbade1b64#comment-72780

Tre dage og tre nætter

De fleste mennesker i den vestlige verden har misforstået det hebraiske udtryk tre dage og tre nætter. Det skyldes, at de begår den grundlæggende fejltagelse at fortolke udtrykket ud fra vestlig tankegang i stedet for bibelsk og hebraisk tankegang. Den samme misforståelse finder vi i udtrykket den tredje dag eller tre dage efter.

Hvis ikke jeg havde boet i Kenya, ville jeg måske have haft samme misforståelse. Lad mig forklare. En dag for mange år siden stod jeg i en by i Kenya og spurgte om vej til en bestemt bank. En ung mand forklarede mig, at den fandtes på den tredje vej til venstre. Jeg gik videre ad hovedvejen og kom hurtigt til et vejkryds. Det var den første vej til venstre, så jeg gik videre. Så kom det næste vejkryds, og ved den tredje vej drejede jeg til venstre. Der var ingen bank på den vej. Hvorfor havde manden givet mig forkert besked? Nå, men jeg gik tilbage til det forrige vejkryds, som efter min opfattelse måtte have været den anden vej til venstre. Der fandt jeg banken! Pludselig gik det op for mig, at da jeg havde spurgt om vej, stod vi ved et vejkryds. I Kenya og mange andre lande tæller man inklusivt. Det vil sige, at den vej vi stod ved, det var for ham den første vej. Det betød, at den tredje vej for ham var den anden vej for mig. Hvor gammel er en baby i sit første leveår? I Vesten er barnet 0 år, men i Afrika er barnet 1 år. Vi kender også sagen, når vi sammenligner 2. sal med 3. etage.

Hver gang vi møder et udtryk som den tredje dag eller den syvende dag eller den ottende dag, må vi derfor tænke inklusivt, som Bibelen gør, og ikke eksklusivt, som Vesten gør. Siger de 3. etage, ”oversætter” jeg det til 2. sal.

Lad mig illustrere det med 1 Samuel 30,13. Den danske oversættelse fra 1992 siger her for to dage siden. Den tidligere oversættelse sagde for tre dage siden. Alle, og jeg mener alle, engelske oversættelser siger three days ago. Normalt ville jeg sige, at når kun en enkelt oversættelse siger for to dage siden og alle andre for tre dage siden, så må flertallet da have ret. Det gælder bare ikke i det her tilfælde. Den danske fra 1992 har ret, og alle de andre er forkerte, fordi de ikke har forstået den bibelske måde at tælle inklusivt. På hebraisk tales der om den tredje dag. Altså, hvis han blev syg en mandag, er det den første dag. Tirsdag er så den anden dag og onsdag den tredje. Når vi står om onsdagen og skal referere til mandagen, siger vi for to dage siden. Simpelthen fordi vi ikke tæller den dag med, vi står i. Men på hebraisk er onsdagen den tredje dag efter mandag.
I 1 Samuel 30,1 møder vi også den tredje dag på hebraisk. Igen siger 92 oversættelsen (og Bibelen 2020) helt korrekt to dage efter. De ordrette engelske oversættelser siger on the third day. Man kan så håbe, at læseren forstår, at det betyder to dage efter. Jeg har talt 9 engelske oversættelser, som fejlagtigt siger three days later. Kun to siger helt korrekt two days later.

At de stakkels vestlige oversættere er lidt forvirrede, kan man f.eks. se ved at sammenligne 92-oversættelsen med Bibelen 2020. Her giver jeg en liste med de to oversættelser, kaldet A og B:

1. 1. Mos 22,4. A= To dage efter. B= På rejsens tredje dag
2. 1. Mos 31,22. A= to dage efter. B= tre dage senere
3. 1. Mos. 42,18. A= Den tredje dag. B= Efter tre dage
4. 3. Mos. 7,18. A= den tredje dag. B=stadig
5. 3. Mos 19,6-7. A= den tredje dag. B= den tredje dag
6. 4. Mos. 19,12. A= den tredje og den syvende dag. B= Efter tre dage og igen efter syv dage
7. Jos 9,17. A= to dage efter. B= to dage efter
8. 2. Sam 1,2. A= den tredje dag. B= Et par dage efter
9. 2. Kong 20,5. A: I overmorgen. B= I overmorgen
10. Ester 5,1. A= Den tredje dag. B= Tre dage senere
11. Hos 6,2. A= Han giver os liv efter to dage, rejser os på den tredje dag. B= Han får liv i os på to dage, han rejser os op på den tredje. (En profetisk henvisning til Jesus’ død og genopstandelse på den tredje dag=to dage efter.)
12. Mat 16,21; 17,23 og 20,19. A= opstå på den tredje dag. B= efter tre dage
13. Luk 13,32. A= i dag og i morgen, og den tredje dag. B= i dag og i morgen … men om tre dage
14. Luk 24,7. A= opstå på den tredje dag. B= tre dage senere
15. Luk 24,46. A= på den tredje dag. B= efter tre dage
16. 1. Kor 15,4. A= på den tredje dag. B= tre dage efter.

Når Jesus tre gange siger, at han ville opstå på den tredje dag efter sin død, betyder det altså to dage efter. Jesus bruger naturligvis den gængse hebraiske tankegang, og ikke en vestlig tankegang. Jesus døde en fredag og opstod igen den følgende søndag, på den tredje dag = to dage efter.

Men Jesus sagde også, at han ville være i graven tre dage og tre nætter. Vi ved godt, at Jesus ikke blev begravet i en kiste i et hul i jorden, men han blev lagt i et ligklæde i en gravhule. I dette tilfælde accepterer vi en fremmed kultur. Men vi må også acceptere en fremmed kultur og tankegang, når vi undersøger det hebraisk udtryk tre dage og tre nætter. Da David og hans mænd mødte egypteren, som var blevet syg to dage forinden, fortæller han i 1 Samuel 30,12, at han hverken havde fået vådt eller tørt i tre dage og tre nætter (dansk oversættelse fra 1871.) Det blev fejlagtigt oversat til tre døgn i 1931 og 1992. Hebraisk har ikke noget ord for døgn. Hvor mange dage og nætter er der fra mandag til onsdag? På hebraisk talte man en del af en dag som en hel dag. Skulle man være mere nøjagtig, ville man være nødt til at gå over i timer, som f.eks. 72 timer. Men fra mandag middag til onsdag middag er der kun 48 timer. Fordi hebraisk ikke har et ord for et døgn, sagde man tre dage og tre nætter, hvis man ville understrege, at også nattetimerne skal tælles med. Logisk og matematisk er det umuligt at tale om tre dage og tre nætter, når man bruger den inklusive måde at tælle dage på. Mandagen er ganske vist den første dag og onsdagen den tredje dag, men der er kun to nætter i den periode. Hvis der var tre nætter, ville det blive fire dage. På hebraisk elsker man gentagelser og parallelismer. Det lyder bedre at sige tre dage og tre nætter eller fyrre dage og fyrre nætter end at sige det mere nøjagtige tre dage og to nætter eller fyrre dage og niogtredive nætter. Fordi man var så vant til at tælle inklusivt, var det ikke noget problem. Alle forstod, at det betød 3 dage inklusive nætterne imellem de tre dage. Den korrekte oversættelse i 1 Sam 30,12 er altså to døgn.

Hermed har vi opklaret mysteriet om, at Jonas var to døgn i havdyrets bug (Jon 1,17) og at Jesus skulle være to døgn i graven (Mat 12,40). Man kunne også sige tre dage, hvis man forstår, at dagene tælles inklusivt. To døgn lyder nærmest som 48 timer, men i virkeligheden var Jesus i graven nærmere betegnet ca. 36 timer, da en del af en dag tælles med som om det var en hel dag. Regnestykket er ganske simpelt, når man først forstår det ud fra hebraisk tankegang snarere end ud fra vestlig tankegang. Resten af fredagen var den første dag. Så kom der en nat. Derefter en hel dag, lørdag, den anden dag, efterfulgt af endnu en nat. Endelig søndag morgen blev det den tredje dag. At Jesus måske genopstod inden solopgang betyder ikke noget, da den hebraiske tredje dag, søndagen, var begyndt allerede ved solnedgang lørdag.

Hvad mener vi egentlig med udtrykket en korrekt oversættelse? Det må vi nødvendigvis prøve at definere, før vi kan bedømme om den ene er mere korrekt end den anden.

Umiddelbart tænker de fleste af os nok, at en korrekt oversættelse er en, der følger originalteksten så tæt som muligt. Men når vi tænker nærmere over det, kan vi godt indse, at det væsentlige må være, om oversættelsen så vidt muligt kommunikerer den samme mening til modtageren, som forfatteren havde i tanke.

Mange af os læser oversættelser hver dag via undertekster på film og TV. En kvinde i en film siger forbløffet: Are you serious? En ordret oversættelse kunne være: Er du seriøs? Men det var slet ikke det, hun mente. Eller måske lidt friere oversat: Er du alvorlig? Men heller ikke den formulering kommunikerer den korrekte mening. Det blev da også i filmen korrekt oversat med: Det kan du da ikke mene!

Kan man bruge almindelige principper for oversættelse, når man oversætter Bibelen? Det spørgsmål har man diskuteret i årtusinder uden at komme frem til et alment accepteret svar. Bibelen er en samling af meget gamle skrifter, skrevet på fremmede sprog i en anden kulturel sammenhæng. De oprindelige læsere havde et helt andet verdensbillede end nutidens læsere i Danmark. Der er således en stor kløft både kulturelt, tidsmæssigt og sprogligt. Hvor langt skal eller kan man gå for at bygge bro over denne kløft?

En måde at beskrive de to forskellige traditioner for bibeloversættelse er at sige, at ved den mere ordrette metode forsøger man at bringe læseren til teksten, mens den kommunikerende metode forsøger at bringe teksten til læseren. Skat Rørdams oversættelse af Det Ny Testamente (1886, 1894, 1903) illustrerer den første metode. Undertitlen på bogen er: Med anmærkninger til oplysning for kristne lægfolk. Målgruppen er altså ikke teologer, men lægfolk, og det betyder, at han er nødt til at give en masse ekstra oplysninger for at gøre den i sig selv vanskeligt forståelige ordrette oversættelse forståelig. Den egner sig derfor bedst som studiebibel. Noterne i bogen fylder mere end selve oversættelsen. Luthers oversættelse, Bibelen 2020 og Bibelen på Hverdagsdansk er eksempler på den kommunikerende metode.

Du har sikkert hørt udtrykket fra Mattæus 5,3: Salige er de fattige i ånden. Men hvad betyder det? Skal man være en tåbe for at tro på Gud? Ordene ”Enhver bliver salig i sin tro” tilskrives kong Frederik den Store omkring 1740. Det passer godt til det postmoderne, humanistiske, multikulturelle menneske.

Det bibelske udtryk har voldt oversætterne vanskeligheder, og det kan ses af de forskellige forsøg gennem tiden:

Autoriseret 1992: Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres.

Schindler: Velsignede de, som ikke tiltror sig at have noget at pukke på overfor Gud – for Guds verden er netop for dem. (Schindler tænker her måske på et citat af Holberg: ”Gode Gierninger ere skadelige for Salighed, hvis man pukker dermed.” At pukke betød at prale.)

Seidelin: Salige er de magtesløse, deres er Guds Rige.

Gamle Hverdagsdansk: Lykkelige er de afmægtige, for Himmeriget tilhører dem.

Den Nye Aftale (DNA): I virkeligheden er I heldige, hvis I er fattige og har fået Helligånden, for I hører til hos Gud.

Det første ord er det græske makarios. Det betyder at være i en god og fordelagtig position, og det er underforstået, at Gud har bragt vedkommende i den situation, eller at det ses som værende fordelagtigt fra Guds synspunkt. DNA oversætter det samme ord i Matt. 16,17, Luk. 1,45 og 7,23 med velsignet og i Matt. 24,46, Luk 12,37-38.43 og 14,14 med du kan være glad, men i de fleste tilfælde bruges heldig. På nudansk ligger heldig tæt op ad meningen, men det har en undertone af held og tilfældighed, og det mangler det guddommelige perspektiv. Ordet salig betyder en følelse af velvære og nydelse, som ikke rammer godt nok på moderne dansk. Lykkelig er også tæt på, men det græske ord udtrykker snarere en objektiv bedømmelse fra Guds side end en personlig og subjektiv følelse.

Det græske ord ptōkos kan som regel oversættes med fattig, men Jesus har nok brugt det hebraiske ord ’anavim, som betyder ydmyg, magtesløs, fattig, afhængig af Guds (og menneskers) hjælp. (Se Es 61,1, som Jesus citerer i Matt 11,5). For at undgå, at ordet blev misforstået som økonomisk fattigdom har Mattæus tilføjet i åndelig henseende/i ånden. Seidelins oversættelse er gået bag om den græske tekst for at komme nærmere den originale mening, og det samme har BPH gjort:

BPH: Velsignede er de, der erkender deres afhængighed af Gud, for de skal få del i Guds rige.

Mattæus taler gerne om himlenes kongerige, men det skyldes, at jøderne ikke turde nævne Guds navn, så man brugte tit himlene som et synonym for Gud. Det er der ingen grund til at gøre på dansk, da ordet Gud ikke er et tabu ord.

Endelig er det et spørgsmål, hvad det betyder, at Guds rige er for sådanne mennesker. Det er utvivlsomt en kontrast til farisæerne, som ikke har eller får del i Guds rige. Der er en logisk konsekvens fra den første sætning til den næste. Det er dem, der erkender deres behov for hjælp fra Gud, der oplever at komme ind i Guds rige, og derfor er de i en god position – de er velsignede.

På dansk kan retfærdigheden ske fyldest, men hvad menes der med at opfylde retfærdighed? Måske at afsige en retfærdig dom? Udtrykket finder vi i en ordret oversættelse af Mattæus 3,15:

Autoriseret 1992: Men Jesus svarede ham: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.«

Vi har tidligere set på, at ”retfærdighed” i Bibelen betyder at gøre Guds vilje. Man er ”retfærdig”, når man er kommet ind i Guds rige ved den nye fødsel og søger at leve efter Guds vilje. At blive født på ny omtales også i dansk bibelsprog som det at blive ”retfærdiggjort.” På nudansk har det ord dog en helt anden betydning. Man kan ikke blive retfærdigjort på normalt dansk, men man kan godt prøve at retfærdiggøre sig selv.

De kommunikerende oversættelser, som prøver at undgå det særlige bibelsprog, har da også en anden oversættelse af dette vers:

DNA: Jesus svarede: ”Døb mig alligevel. Det er sådan, vi gør det, Gud vil have.”

BpH: “Gør det nu,” sagde Jesus, “for på den måde gør vi Guds vilje.”

Det er, som om Jesus giver en ny mening til dåben og derved sætter en kontrast op mellem Johannes’ dåb og den kristne dåb. Johannes døbte de mennesker, som kom og bekendte deres synder. I den kristne dåb giver dåbskandidaten udtryk for, at vedkommende vil gøre Guds vilje helt og fuldt, altså at Gud (og Jesus) skal være herre i ens liv. Det antyder Paulus i Romerne 10,9:

1992: For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses.

BpH: Hvis du ærligt kan sige: “Jesus er herre i mit liv”, og hvis du i dit hjerte tror på, at Gud oprejste Jesus fra de døde, så får du det evige liv.

Det er et ideal at stræbe efter, men da enhver oversættelse forudsætter fortolkning, vil oversætternes fortolkning af teksten automatisk farve oversættelsen.

Den autoriserede oversættelse er naturligt nok farvet af luthersk tradition. Det kommer især til udtryk i tekster om dåb og frelse.

Markus 10,13 De bragte børn til ham for at han skulle røre ved dem (ordret græsk)

Contemporary English Version: Some people brought their children to Jesus so that he could bless them by placing his hands on them.

1992: Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem.

Når man her siger bar i stedet for bragte og små børn i stedet for børn, lægger man en fortolkning ind i teksten. Der står intet om på dette sted, at det drejer sig om små børn, der ikke selv kunne gå. Forældrene bad Jesus om at lægge hænder på børnene for at velsigne dem. Der er ikke tale om dåb eller frelse. Ganske vist taler Luk 18,15 om småbørn, men det står der ikke i Markus eller Mattæus.

I Titus 3,5 følger de gamle oversættelser den græske tekst ret tæt:

1907: frelste han os ikke for de retfærdigheds gerningers skyld, som vi havde gjort, men efter sin barmhjertighed, ved genfødelsens bad og fornyelsen i den Helligånd.

Paulus forklarer her, at frelsen, som også kaldes genfødelse, ikke sker på grund af vores gode gerninger, men alene på grund af Guds barmhjertighed. Den sidste del af sætningen har to genitiver på græsk: gennem genfødelsens bad/renselse og Helligåndens fornyelse.

Hvad menes der med genfødelsens renselse og Åndens fornyelse? Vi ved fra andre steder i Bibelen, at den nye fødsel virkes ved Helligånden. Det lader til, at Paulus beskriver denne genfødsel som en åndelig fornyelse og sammenligner den med et rensende bad. Men lad os se, hvordan oversættelsen fra 1948 har gjort teksten mere luthersk:

Frelste han os, ikke for de retfærdige gerningers skyld, vi havde gjort, men på grund af sin barmhjertighed, ved badet til genfødelse og fornyelse ved Helligånden.

Hvorfor er genfødelsens bad blevet ændret til badet til genfødelse? Mon ikke det hænger sammen med et ønske om at lade teksten tale om dåben som et middel til genfødelse? Der er stor forskel på at tale om genfødelsen som et rensende bad og at lade badet virke genfødelse.

Oversættelsen fra 1992 går endnu længere med en luthersk tolkning:

frelste han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig; det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden.

Nu lades læseren ikke i tvivl om, at genfødslen sker i badet (=dåben). Det samme gælder Den Nye Aftale:

Han frelste os, ikke fordi vi havde gjort noget godt, men fordi han fik ondt af os. Vi blev født igen, da vi blev døbt og fik nyt liv ved Helligånden.

BpH: Det var ikke på grund af alt det gode, vi havde gjort, at han frelste os. Nej, det var alene på grund af hans nåde imod os, at vi blev født på ny. Det var som at få et rensende bad, og Helligånden førte os ind i et nyt liv.

Til sammenligning kan vi se på nogle engelske oversættelser, som ikke taler om dåb, men den nye fødsel som et bad, hvor synder ”vaskes” væk:

NIV: he saved us, not because of righteous things we had done, but because of his mercy. He saved us through the washing of rebirth and renewal by the Holy Spirit.

NLT: he saved us, not because of the righteous things we had done, but because of his mercy. He washed away our sins, giving us a new birth and new life through the Holy Spirit.

Nøgleord: genfødelse, dåb, velsignelse, Markus 10,13, Titus 3,5, teologi, fortolkning

Græsk har tit nogle komplicerede sætninger, som er nærmest umulige at forstå i en ordret oversættelse, fordi for meget af den græske grammatik går tabt i oversættelsen, eller fordi teksten forudsætter en stor teologisk baggrundsviden. Det er især de mange græske forholdsordsled og sætningsbindeord, der gør teksten vanskelig.

Som eksempel lad os se på Romerbrevet kapitel 3, versene 25-26:

1948: (Jesus) hvem Gud ved hans blod fremstillede som sonemiddel, ved tro; det gjorde Gud for at vise sin retfærdighed, da han i sin langmodighed havde båret over med de synder, som forhen var begået – for i den tid, som nu er, at vise sin retfærdighed, nemlig at han er retfærdig, når han retfærdiggør den, som har tro på Jesus.

1992: Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed, fordi han havde ladet de tidligere synder ustraffede, dengang han bar over med dem, for i den tid, der nu er inde, at vise sin retfærdighed, så han selv er retfærdig og gør den retfærdig, som tror på Jesus.

En detaljeret gennemgang af grundteksten ville blive for teknisk her, men vi finder en mere forståelig oversættelse i DNA og BpH. Ved at sammenligne oversættelser kan man få en fornemmelse af de overvejelser, der ligger til grund for omstruktureringen. For eksempel er blod et almindeligt udtryk i Bibelen for død. Læg mærke til de meget kortere sætninger på nudansk.

DNA: Gud gjorde Kristus til det offer, der skulle forsone Gud med os. Kristus døde for dem, der tror på ham, og det viser, hvor storsindet Gud er. Han valgte at se bort fra alt det, vi havde gjort, og den overbærenhed kan vi tage som tegn på, at han også i dag frikender dem, der tror på Jesus.

Men i og med at man bliver nødt til at lave en så stor opbrydning af en tekst, melder der sig spørgsmålet, om man har mistet eller ændret noget af meningen. Døde Kristus kun for dem, der tror på ham? Eller døde han for alle, men kun de, som tror på ham, bliver frikendt? Er de tidligere synder vores synder eller alle synder i fortiden? Er det overbærenheden, der er et tegn på, at de, som tror, bliver frikendt (retfærdiggjort)?

BpH: Gud sendte Kristus for at han ved sin død skulle tage straffen for alle menneskers synder. Før Kristus døde, var Gud på grund af sin barmhjertighed villig til at udskyde straffen for de synder, som blev begået i fortiden. Nu, da Kristus er kommet, bliver alle, som tror på ham, erklæret skyldfri på trods af deres synd. Det er ikke i strid med Guds retfærdighed at gøre sådan, for Kristus har taget straffen for alle menneskers oprør og synd.

En så voldsom omskrivning af en tekst kan altid diskuteres, og oversætternes teologi spiller utvivlsomt ind, men alternativet er en ret så uforståelig ordret oversættelse.

Nøgleord: Romerbrevet 3,25-26, retfærdighed, forsoning

Græsk bruger meget tit en genitiv (ejefald), og nogle gange kan vi ikke oversætte det med en genitiv uden at forvanske meningen.

Som eksempel lad os se på nogle vers fra Romerbrevet kapitel 3, versene 21 til 23:

Skat-Rørdam: Men nu er uden lov Guds retfærdighed åbenbaret, om hvilken der vidnes af loven og profeterne, nemlig Guds retfærdighed ved Jesu Kristi tro til alle og over alle dem, som tro. Thi der er ingen forskel; thi alle have syndet, og dem fattes Guds herlighed.

1948: Men nu er der uden lov åbenbaret en retfærdighed fra Gud, hvorom loven og profeterne vidner, en retfærdighed fra Gud ved tro på Jesus Kristus for alle dem, der tror; thi der er ingen forskel. Alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud.

1992: Men nu er Guds retfærdighed åbenbaret uden lov, bevidnet af loven og profeterne, Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle, som tror. Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud.

Vi kan se, at oversættelserne har fortolket genitiverne forskelligt. Skat-Rørdam har bevaret alle græske genitiver, mens 1948 oversættelsen ikke har nogen genitiver tilbage. Vi er altså inde i en fortolkning. Genitiven Jesus Kristi tro er misvisende, da der er tale om tro på Jesus Kristus.

Som vi tidligere har set, er retfærdighed et spørgsmål om at komme ind i et ret forhold til Gud og dernæst leve efter hans vilje. Det er her ikke et spørgsmål om Guds retfærdighed, men den retfærdighedsposition, som Gud giver, når man kommer til tro, og derfor er oversættelsen fra 1948 mere korrekt end den fra 1992. Det betyder, at Gud accepterer os som frelst gennem tro på Jesus, ikke gennem det at følge nogle love. (Se også Rom 10,4).

Er det så Guds herlighed (Skat-Rørdam) eller herligheden fra Gud? Og hvad er det for en herlighed? Det græske ord kan betyde et skinnende lys (Guds nærvær), en storhed eller pragt, en ophøjethed, ære eller noget, som er værd at lovprise. (Klassisk græsk: forventning).

Det græske ord, som oversættes med mangle eller miste, betyder egentlig at komme til kort, være bagud, eller ikke leve op til en forventet standard. (De fleste engelske oversættelser siger: fall short of, ingen siger lost). Derfor er meningen nok, at syndige mennesker ikke lever op til Guds storhed, forventning og standard.

En mere forståelig oversættelse finder vi i DNA og BpH:

DNA: Men nu har Gud vist, hvad der skal til, for at han tager imod os helt uden om Loven. Det kan vi også læse om i Skrifterne. Gud tager imod os, når vi tror på Kristus, og det gælder alle. Der er nemlig ikke forskel på folk, ingen lever, som Gud vil have det, og alle er langt fra ham.

BpH: Gud har nu åbenbaret en ny måde, hvorpå vi kan blive accepteret af ham, og den er allerede omtalt i Toraen og de Profetiske Bøger. Det sker ikke ved at overholde Toraen, men ved at tro på Jesus Kristus, og det gælder alle mennesker, uanset deres baggrund. Alle har jo svigtet og lever ikke op til Guds ideal.

Nøgleord: Romerbrevet 3,21-23, retfærdighed, Guds herlighed