af ·0 kommentarer

I oversættelsen fra 1907 lyder det sådan i Mat 28,19: ”Går derfor hen og gører alle folkeslagene til mine disciple, idet I døbe dem til Faderens og Sønnens og den Helligånds navn…”

Men hvad betyder det at døbe til Guds navn? Det er ikke et udtryk, som bruges på dansk. En kendt græsk ordbog (Louw & Nida) forklarer dåben sådan her: a symbol of initiation into the Christian community on the basis of belief in and loyalty to Jesus Christ as Lord and Savior (et symbol på indlemmelse i det kristne fællesskab på grundlag af tro på og loyalitet over for Jesus Kristus som Herre og Frelser.)

Om det at blive døbt til Guds navn siger den gængse ordbog over Ny Testamente: Through baptism εἰς (τὸ) ὄν. τ. (into one’s name) those who are baptized become the possession of and come under the dedicated protection of the one whose name they bear. (Gennem dåben til en persons navn får denne person ejerskab over og ansvar for at beskytte den døbte.).

Vi kan få en fornemmelse af, hvordan udtrykket blev brugt i bibelen ved at se på andre steder, hvor der tales om at blive døbt til en persons navn. Her er det især interessant at kigge på 1 Kor 1,11-15, som jeg vil citere fra 1992 oversættelsen:

For Kloes folk har fortalt mig om jer, mine brødre, at I ligger i strid med hinanden. Jeg sigter til, at I siger hver sit: Jeg hører til Paulus, jeg til Apollos, jeg til Kefas, jeg til Kristus. Er Kristus da blevet delt? Var det måske Paulus, der blev korsfæstet for jer, eller blev I døbt til Paulus’ navn? Jeg takker Gud for, at jeg ikke har døbt nogen af jer undtagen Krispus og Gajus, så at ingen kan sige, at I blev døbt til mit navn.

Tanken er, at hvis man bliver døbt til en persons navn, så bliver man på en særlig måde tilknyttet den person.  Han bliver ens leder og beskytter.

Altså må det at blive døbt til Faderens, Sønnens og Helligåndens navn betyde, at den, som lader sig døbe, ønsker at komme ind i et lydigheds- og tilhørsforhold til Gud som Faderen, Sønnen og Helligånden.

I 1948 oversættelsen blev det ændret til døb dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Dermed blev meningen ændret, så det nu er præsten, som i den treenige Guds navn udfører en sakramental handling, og det er uklart, hvad handlingen går ud på, og hvad resultatet af den er. I Mattæus er sammenhængen en forudgående tro og en efterfølgende oplæring.

Selv om Christian Bartholdy var en af oversætterne bag ændringen fra 1948, skriver han alligevel i sin Andagsbog (s. 18): ”Vi blev døbt til ham. Det var Jesus, der kom ind i vort liv og sagde: Jeg har ret til dig, for jeg har købt dig med mit blod. Du skal være min ejendom.”

En artikel i Kristeligt Dagblad den 1.8.2005 omtaler 5 præstesager om dåb.

Pastor Ludvig Husum forlangte, at barnets forældre skulle gå regelmæssigt i kirke. Det fik han at vide, at det måtte man ikke forlange i den danske folkekirke. Han bøjede sig for ikke at miste sin stilling.

Pastor Frank Jakobsen ønskede ikke at døbe et barn til en mor, som udtrykkeligt nægtede at oplære barnet i den kristne tro. Han fik at vide, at det må man ikke forlange, for der er ubetinget dåbspligt i den danske folkekirke. Han bøjede sig for ikke at miste sin stilling.

Pastor Villy Nør ville stille samme betingelse, men han fik at vide, at så længe forældrene er medlemmer af folkekirken, må en præst under ingen omstændigheder nægte at døbe et barn. Han bøjede sig for ikke at miste sin stilling.

Pastor Ruben Jørgensen blev afskediget, fordi han forlangte, at dåbsforældrene skulle følge en dåbsundervisning. Der må ikke knyttes betingelser til folkekirkens dåb.

Pastor Bent Feldbæk Nielsen blev afskediget, fordi han ville døbe børnene til Faderens, Sønnens og Helligåndens navn i stedet for i navnet. At der står sådan i grundteksten og i oversættelsen fra 1907 er uden betydning. Pastor Feldbæk mente også, at barnedåben ikke har gyldighed som grundlag for et kristent menneskes tro og liv, og at det ikke er den treenige Gud, der er handlende subjekt i dåben. Det har man ikke lov at mene i den danske folkekirke. Nok er den rummelig, men der er grænser, når det drejer sig om den betingelsesløse dåb. Det er et sakramente, som alle medlemmer har ret til at kræve for deres børn.

af ·Kommentarer lukket til Frelser dåben? – At fødes af vand og ånd – Johs 3,5

Hvad siger bibelen egentlig om den kristne dåb?

En tekst, der ofte bliver anvendt som en slags bevis for, at mennesker bliver født på ny ved at blive døbt, er Johs 3,3-15. En jødisk lærd rabbi kommer til Jesus og vil gerne høre mere om, hvad Jesus mener om Gud. Men Jesus ønsker ikke at gå ind i en traditionel jødisk diskussion mellem rabbinere. I stedet siger han ligeud: ”Det siger jeg dig: Hvis man ikke fødes på ny, er det umuligt at se Guds rige.” (Den alternative oversættelse ”født ovenfra” kan man udelukke, når man ved, at Jesus ikke talte på græsk.) Rabbineren står uforstående overfor det at blive født på ny, så han siger: ”Man kan da ikke blive født på ny, når man allerede er født én gang.” Han tænker helt klar på en fysisk fødsel nummer to, hvilket er absurd. I virkeligheden spørger han: Hvad mener du?

Inden for kommunikationsteori taler man meget om relevansprincippet. Taleren har ansvar for, at det, der bliver sagt, er både relevant og forståeligt for modtageren. Taleren vil bevidst eller ubevidst vurdere, hvad modtageren ved i forvejen og vil derfor indrette sine ord ud fra modtagerens baggrundsviden. Hvis ens ord ikke bliver forstået, har man pligt til at uddybe og forklare. Jesus siger nogle gange en sandhed på en meget kort måde, som er lettere at huske. Da rabbineren misforstod ”født på ny”, som om der var tale om en ny fysisk fødsel, må Jesus klargøre, at der er tale om en anden slags fødsel, en åndelig fødsel. Det er nødvendigt at kontrastere de to slags fødsler. Derfor siger han: ”Det siger jeg dig: Hvis man ikke fødes (både) af vand og ånd, er det umuligt at komme ind i Guds rige. Det, der fødes af (fysiske) mennesker, bliver et (fysisk) menneske, men det, der fødes af Ånden, bliver noget åndeligt. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig, at I skal fødes på ny.” Jesus forklarer her kontrasten mellem at fødes (ud) af vand og at fødes af Ånden. I stedet for kun at tale om at fødes på ny, taler han nu om forskellen mellem den fysiske, menneskelige fødsel, og den åndelige fødsel, som må følge efter den fysiske. I vers 6 uddyber Jesus det korte udtryk ”vand (ud) af ånd”. Vandet svarer til den fysiske fødsel, mens ånden svarer til den åndelige fødsel. Den fysiske fødsel er ikke interessant ud over, at man naturligvis kun kan blive født på ny, hvis man nu engang er født en første gang. Derfor ligger fokus på den åndelige fødsel, som Jesus bruger en del flere ord på at forklare i versene 8-15.

Når udtrykket ”født af vand” er blevet misforstået som en henvisning til dåben, skyldes det, at man ikke på dansk bruger dette udtryk om den fysiske fødsel. Det er en sproglig konstruktion, som kaldes metonymi, hvor et ord eller udtryk står for et beslægtet begreb. Metonymi er for øvrigt den største kilde til misforståelser i bibeloversættelser. Her bliver det faktum, at et barn fødes ud af fostervandet, brugt som en udtryk for den menneskelige, fysiske fødsel. Det er et metonym, som kun bruges ét andet sted i bibelen, nemlig i 1. Johs 5:6-8, hvor ”vandet” står for den fysiske fødsel og ”blodet” står for den fysiske død. Dette er et eksempel på, at en tradition skygger for tekstens egentlige mening.

af ·Kommentarer lukket til Frelser dåben? – Titus 3,5 Genfødelsens bad

Hvad siger bibelen egentlig om den kristne dåb?

En almindelig brugt tekst er fra Titus 3,5.  Der er en interessant udvikling i dansk oversættelsestradition. I 1907 blev det oversat som følger: ”frelste han os, ikke for de retfærdigheds gerningers skyld, som vi havde gjort, men efter sin barmhjertighed ved igenfødelsens bad og fornyelsen i den Helligånd.” I 1948 blev det ændret til: ”frelste han os, ikke for de retfærdige gerningers skyld, vi havde gjort, men på grund af sin barmhjertighed, ved badet til genfødelse og fornyelse ved Helligånden.” I grundteksten er der en genitiv, genfødelsens bad/renselse, hvor det at blive født på ny, altså at blive frelst, sammenlignes med det at få et bad. Man føler sig som et helt nyt menneske bagefter, når syndens snavs er vasket væk. Der er ikke tale om et konkret, fysisk bad her, men om en åndelig renselse. De engelske oversættelser taler da også om ”washing” fremfor ”bath”. For eksempel siger NIV: “He saved us through the washing of rebirth and renewal by the Holy Spirit.” (Han frelste os gennem genfødelsens afvaskning/renselse og Helligåndens fornyelse.) New Living Translation siger: “He washed away our sins, giving us a new birth and new life through the Holy Spirit.” (Han bortvaskede vores synder, idet han gav os en ny fødsel og et nyt liv ved Helligånden.)

I 1992 gik den danske, lutherske bibeloversættelse et skridt videre ved at sige: ”frelste han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig; det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden.” Her får man opfattelsen af, at badet henviser til dåben, og at den nye fødsel sker i dåben. På den måde har man dels lukket dåben ind i teksten, dels vendt teksten på hovedet, så det nu er badet, der genføder, i stedet for at det er genfødelsen, der ”bader” en. Jeg kender ikke nogen oversættelse i noget andet sprog, som er enig med fortolkningen i den seneste danske bibel fra 1992.  Flere af de norske og svenske svarer til den danske fra 1948. Teksten handler dog slet ikke om dåb, men om genfødelse og fornyelse ved Helligånden.

Teksten i Markus 10:13-16, som bruges ved barnedåb, handler jo heller ikke om dåb, men om at velsigne (små) børn, som bliver bragt til Jesus (ikke båret, som den danske oversættelse siger af hensyn til traditionen).