af ·Kommentarer lukket til Frelser dåben? – Ef 5,26-27 vandbadet og ordet

I en tidligere artikel så vi på ”genfødelses bad” i Titus 3,5, der ofte bliver misforstået, som om det handlede om dåb.

Det samme græske ord for ”bad” eller snarere ”renselse” forekommer kun ét andet sted i Ny Testamente, nemlig i Ef 5,26. Derfor er det interessant at se på, hvordan ordet for bad/renselse bruges her.

Lad mig først give en temmelig ordret oversættelse fra grundsproget fra vers 25:

”I mænd, elsk jeres koner ligesom også Kristus elskede menigheden og ofrede sig selv for hende, så han ved at rense hende i vandbadet ved ordet kunne helliggøre hende, så han kunne føre menigheden til sig selv som en herliggjort menighed uden smuds eller rynker eller andre sådanne ting, så hun kunne være hellig og uangribelig.”

På græsk er ordet for menighed (ekklēsia) hunkøn, og derfor har jeg oversat med ”hende”. Tanken er, at menigheden her sammenlignes med en brud. Når en brud skulle giftes var det skik, at hun gennemgik et grundigt rensende bad, for at hun kunne føres frem for sin kommende mand uden nogen form for snavs eller urenheder.

Nogle mener, at ”vandbadet” her henviser til dåben, men det er højst usandsynligt. Det er ikke menigheden som helhed, der bliver døbt, men de enkelte troende. Derimod er der tale om billedtale, det man kalder en metafor. En metafor består af 3 dele. For det første er der en illustration (et billede). For det andet er der det emne, der omtales. For der tredje er der et sammenligningsgrundlag. Nogle ord i teksten hører til billedet, andre til emnet og andre til sammenligningen. Det er tit sådan, at nogle af ordene kan bruges både om billedet i en bogstavelig betydning og om emnet i en overført eller åndelig betydning. Det gælder ord som renselse, smuds, urenhed, der kan forstås både konkret og åndeligt.

Her har vi et billede om en brud, der bogstaveligt bliver vasket i vand for at blive gjort ren, før hun skal giftes. Vandbadet hører derfor til billedet/illustrationen.

Emnet drejer sig om menigheden, som bliver åndeligt renset gennem ordet fra Kristus. Det er gennem denne renselse ved Kristi ord, dvs. evangeliet om Kristus, at mennesker bliver til en menighed, en hellig brud for Jesus. Vi møder den samme tanke i Johs 17,17, hvor Jesus siger: ”Rens/helliggør dem gennem sandheden, dit ord er sandhed.” Og han fortsætter i v. 19: ”Jeg helliger mig selv for dem, for at de også kan være helliget i sandheden.” Det er sandhedens ord, som helliggør menigheden, ikke dåben.

Sammenligningsgrundlaget er, at der foregår en renselse, men på forskellig måde. Den bogstavelige brud renses ved vandbadet, men den åndelige brud, den kommende menighed, renses ved Jesu ord.

Hvis man ikke formår at adskille emnet fra illustrationen, så får man problemer med ”i badet med vand ved ordet” som der står i 1992 oversættelsen. Så ledes man let ud på et vildspor, der handler om det ord, der udtales ved dåben. Bibelen 2020 ”løser” problemet ved helt at slette ordet for ”ord”, så den taler om ”gjorde den ren i vandet fra dåben.” Vi ser, hvordan kirkelige traditioner kan skygge for Guds Ords sandhed.

af ·0 kommentarer

I oversættelsen fra 1907 lyder det sådan i Mat 28,19: ”Går derfor hen og gører alle folkeslagene til mine disciple, idet I døbe dem til Faderens og Sønnens og den Helligånds navn…”

Men hvad betyder det at døbe til Guds navn? Det er ikke et udtryk, som bruges på dansk. En kendt græsk ordbog (Louw & Nida) forklarer dåben sådan her: a symbol of initiation into the Christian community on the basis of belief in and loyalty to Jesus Christ as Lord and Savior (et symbol på indlemmelse i det kristne fællesskab på grundlag af tro på og loyalitet over for Jesus Kristus som Herre og Frelser.)

Om det at blive døbt til Guds navn siger den gængse ordbog over Ny Testamente: Through baptism εἰς (τὸ) ὄν. τ. (into one’s name) those who are baptized become the possession of and come under the dedicated protection of the one whose name they bear. (Gennem dåben til en persons navn får denne person ejerskab over og ansvar for at beskytte den døbte.).

Vi kan få en fornemmelse af, hvordan udtrykket blev brugt i bibelen ved at se på andre steder, hvor der tales om at blive døbt til en persons navn. Her er det især interessant at kigge på 1 Kor 1,11-15, som jeg vil citere fra 1992 oversættelsen:

For Kloes folk har fortalt mig om jer, mine brødre, at I ligger i strid med hinanden. Jeg sigter til, at I siger hver sit: Jeg hører til Paulus, jeg til Apollos, jeg til Kefas, jeg til Kristus. Er Kristus da blevet delt? Var det måske Paulus, der blev korsfæstet for jer, eller blev I døbt til Paulus’ navn? Jeg takker Gud for, at jeg ikke har døbt nogen af jer undtagen Krispus og Gajus, så at ingen kan sige, at I blev døbt til mit navn.

Tanken er, at hvis man bliver døbt til en persons navn, så bliver man på en særlig måde tilknyttet den person.  Han bliver ens leder og beskytter.

Altså må det at blive døbt til Faderens, Sønnens og Helligåndens navn betyde, at den, som lader sig døbe, ønsker at komme ind i et lydigheds- og tilhørsforhold til Gud som Faderen, Sønnen og Helligånden.

I 1948 oversættelsen blev det ændret til døb dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Dermed blev meningen ændret, så det nu er præsten, som i den treenige Guds navn udfører en sakramental handling, og det er uklart, hvad handlingen går ud på, og hvad resultatet af den er. I Mattæus er sammenhængen en forudgående tro og en efterfølgende oplæring.

Selv om Christian Bartholdy var en af oversætterne bag ændringen fra 1948, skriver han alligevel i sin Andagsbog (s. 18): ”Vi blev døbt til ham. Det var Jesus, der kom ind i vort liv og sagde: Jeg har ret til dig, for jeg har købt dig med mit blod. Du skal være min ejendom.”

En artikel i Kristeligt Dagblad den 1.8.2005 omtaler 5 præstesager om dåb.

Pastor Ludvig Husum forlangte, at barnets forældre skulle gå regelmæssigt i kirke. Det fik han at vide, at det måtte man ikke forlange i den danske folkekirke. Han bøjede sig for ikke at miste sin stilling.

Pastor Frank Jakobsen ønskede ikke at døbe et barn til en mor, som udtrykkeligt nægtede at oplære barnet i den kristne tro. Han fik at vide, at det må man ikke forlange, for der er ubetinget dåbspligt i den danske folkekirke. Han bøjede sig for ikke at miste sin stilling.

Pastor Villy Nør ville stille samme betingelse, men han fik at vide, at så længe forældrene er medlemmer af folkekirken, må en præst under ingen omstændigheder nægte at døbe et barn. Han bøjede sig for ikke at miste sin stilling.

Pastor Ruben Jørgensen blev afskediget, fordi han forlangte, at dåbsforældrene skulle følge en dåbsundervisning. Der må ikke knyttes betingelser til folkekirkens dåb.

Pastor Bent Feldbæk Nielsen blev afskediget, fordi han ville døbe børnene til Faderens, Sønnens og Helligåndens navn i stedet for i navnet. At der står sådan i grundteksten og i oversættelsen fra 1907 er uden betydning. Pastor Feldbæk mente også, at barnedåben ikke har gyldighed som grundlag for et kristent menneskes tro og liv, og at det ikke er den treenige Gud, der er handlende subjekt i dåben. Det har man ikke lov at mene i den danske folkekirke. Nok er den rummelig, men der er grænser, når det drejer sig om den betingelsesløse dåb. Det er et sakramente, som alle medlemmer har ret til at kræve for deres børn.

af ·Kommentarer lukket til Frelser dåben? – At fødes af vand og ånd – Johs 3,5

Hvad siger bibelen egentlig om den kristne dåb?

En tekst, der ofte bliver anvendt som en slags bevis for, at mennesker bliver født på ny ved at blive døbt, er Johs 3,3-15. En jødisk lærd rabbi kommer til Jesus og vil gerne høre mere om, hvad Jesus mener om Gud. Men Jesus ønsker ikke at gå ind i en traditionel jødisk diskussion mellem rabbinere. I stedet siger han ligeud: ”Det siger jeg dig: Hvis man ikke fødes på ny, er det umuligt at se Guds rige.” (Den alternative oversættelse ”født ovenfra” kan man udelukke, når man ved, at Jesus ikke talte på græsk.) Rabbineren står uforstående overfor det at blive født på ny, så han siger: ”Man kan da ikke blive født på ny, når man allerede er født én gang.” Han tænker helt klar på en fysisk fødsel nummer to, hvilket er absurd. I virkeligheden spørger han: Hvad mener du?

Inden for kommunikationsteori taler man meget om relevansprincippet. Taleren har ansvar for, at det, der bliver sagt, er både relevant og forståeligt for modtageren. Taleren vil bevidst eller ubevidst vurdere, hvad modtageren ved i forvejen og vil derfor indrette sine ord ud fra modtagerens baggrundsviden. Hvis ens ord ikke bliver forstået, har man pligt til at uddybe og forklare. Jesus siger nogle gange en sandhed på en meget kort måde, som er lettere at huske. Da rabbineren misforstod ”født på ny”, som om der var tale om en ny fysisk fødsel, må Jesus klargøre, at der er tale om en anden slags fødsel, en åndelig fødsel. Det er nødvendigt at kontrastere de to slags fødsler. Derfor siger han: ”Det siger jeg dig: Hvis man ikke fødes (både) af vand og ånd, er det umuligt at komme ind i Guds rige. Det, der fødes af (fysiske) mennesker, bliver et (fysisk) menneske, men det, der fødes af Ånden, bliver noget åndeligt. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig, at I skal fødes på ny.” Jesus forklarer her kontrasten mellem at fødes (ud) af vand og at fødes af Ånden. I stedet for kun at tale om at fødes på ny, taler han nu om forskellen mellem den fysiske, menneskelige fødsel, og den åndelige fødsel, som må følge efter den fysiske. I vers 6 uddyber Jesus det korte udtryk ”vand (ud) af ånd”. Vandet svarer til den fysiske fødsel, mens ånden svarer til den åndelige fødsel. Den fysiske fødsel er ikke interessant ud over, at man naturligvis kun kan blive født på ny, hvis man nu engang er født en første gang. Derfor ligger fokus på den åndelige fødsel, som Jesus bruger en del flere ord på at forklare i versene 8-15.

Når udtrykket ”født af vand” er blevet misforstået som en henvisning til dåben, skyldes det, at man ikke på dansk bruger dette udtryk om den fysiske fødsel. Det er en sproglig konstruktion, som kaldes metonymi, hvor et ord eller udtryk står for et beslægtet begreb. Metonymi er for øvrigt den største kilde til misforståelser i bibeloversættelser. Her bliver det faktum, at et barn fødes ud af fostervandet, brugt som en udtryk for den menneskelige, fysiske fødsel. Det er et metonym, som kun bruges ét andet sted i bibelen, nemlig i 1. Johs 5:6-8, hvor ”vandet” står for den fysiske fødsel og ”blodet” står for den fysiske død. Dette er et eksempel på, at en tradition skygger for tekstens egentlige mening.

af ·Kommentarer lukket til Frelser dåben? – Titus 3,5 Genfødelsens bad

Hvad siger bibelen egentlig om den kristne dåb?

En almindelig brugt tekst er fra Titus 3,5.  Der er en interessant udvikling i dansk oversættelsestradition. I 1907 blev det oversat som følger: ”frelste han os, ikke for de retfærdigheds gerningers skyld, som vi havde gjort, men efter sin barmhjertighed ved igenfødelsens bad og fornyelsen i den Helligånd.” I 1948 blev det ændret til: ”frelste han os, ikke for de retfærdige gerningers skyld, vi havde gjort, men på grund af sin barmhjertighed, ved badet til genfødelse og fornyelse ved Helligånden.” I grundteksten er der en genitiv, genfødelsens bad/renselse, hvor det at blive født på ny, altså at blive frelst, sammenlignes med det at få et bad. Man føler sig som et helt nyt menneske bagefter, når syndens snavs er vasket væk. Der er ikke tale om et konkret, fysisk bad her, men om en åndelig renselse. De engelske oversættelser taler da også om ”washing” fremfor ”bath”. For eksempel siger NIV: “He saved us through the washing of rebirth and renewal by the Holy Spirit.” (Han frelste os gennem genfødelsens afvaskning/renselse og Helligåndens fornyelse.) New Living Translation siger: “He washed away our sins, giving us a new birth and new life through the Holy Spirit.” (Han bortvaskede vores synder, idet han gav os en ny fødsel og et nyt liv ved Helligånden.)

I 1992 gik den danske, lutherske bibeloversættelse et skridt videre ved at sige: ”frelste han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig; det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden.” Her får man opfattelsen af, at badet henviser til dåben, og at den nye fødsel sker i dåben. På den måde har man dels lukket dåben ind i teksten, dels vendt teksten på hovedet, så det nu er badet, der genføder, i stedet for at det er genfødelsen, der ”bader” en. Jeg kender ikke nogen oversættelse i noget andet sprog, som er enig med fortolkningen i den seneste danske bibel fra 1992.  Flere af de norske og svenske svarer til den danske fra 1948. Teksten handler dog slet ikke om dåb, men om genfødelse og fornyelse ved Helligånden.

Teksten i Markus 10:13-16, som bruges ved barnedåb, handler jo heller ikke om dåb, men om at velsigne (små) børn, som bliver bragt til Jesus (ikke båret, som den danske oversættelse siger af hensyn til traditionen).

af ·0 kommentarer

Hvad mener vi egentlig med udtrykket en korrekt oversættelse? Det må vi nødvendigvis prøve at definere, før vi kan bedømme om den ene er mere korrekt end den anden.

Umiddelbart tænker de fleste af os nok, at en korrekt oversættelse er en, der følger originalteksten så tæt som muligt. Men når vi tænker nærmere over det, kan vi godt indse, at det væsentlige må være, om oversættelsen så vidt muligt kommunikerer den samme mening til modtageren, som forfatteren havde i tanke.

Mange af os læser oversættelser hver dag via undertekster på film og TV. En kvinde i en film siger forbløffet: Are you serious? En ordret oversættelse kunne være: Er du seriøs? Men det var slet ikke det, hun mente. Eller måske lidt friere oversat: Er du alvorlig? Men heller ikke den formulering kommunikerer den korrekte mening. Det blev da også i filmen korrekt oversat med: Det kan du da ikke mene!

Kan man bruge almindelige principper for oversættelse, når man oversætter Bibelen? Det spørgsmål har man diskuteret i årtusinder uden at komme frem til et alment accepteret svar. Bibelen er en samling af meget gamle skrifter, skrevet på fremmede sprog i en anden kulturel sammenhæng. De oprindelige læsere havde et helt andet verdensbillede end nutidens læsere i Danmark. Der er således en stor kløft både kulturelt, tidsmæssigt og sprogligt. Hvor langt skal eller kan man gå for at bygge bro over denne kløft?

En måde at beskrive de to forskellige traditioner for bibeloversættelse er at sige, at ved den mere ordrette metode forsøger man at bringe læseren til teksten, mens den kommunikerende metode forsøger at bringe teksten til læseren. Skat Rørdams oversættelse af Det Ny Testamente (1886, 1894, 1903) illustrerer den første metode. Undertitlen på bogen er: Med anmærkninger til oplysning for kristne lægfolk. Målgruppen er altså ikke teologer, men lægfolk, og det betyder, at han er nødt til at give en masse ekstra oplysninger for at gøre den i sig selv vanskeligt forståelige ordrette oversættelse forståelig. Den egner sig derfor bedst som studiebibel. Noterne i bogen fylder mere end selve oversættelsen. Luthers oversættelse, Bibelen 2020 og Bibelen på Hverdagsdansk er eksempler på den kommunikerende metode.

af ·0 kommentarer

Kirkens traditioner og liturgi er det uhyre svært at lave om på. Det gælder især de traditioner, som alle kirkegængere kender til. Tænk blot på Fadervor, som folk er vant til at sige i kor, og så er det upraktisk med forskellige udgaver. Juleevangeliet ligger også meget fast i folks bevidsthed på grund af den årlige, højtidelige gentagelse.

Men hvad nu hvis vi i dag har en viden, som gør, at vi kan lave en bedre og mere pålidelig oversættelse?

Både den autoriserede oversættelse fra 1948 (AO48) og den fra 1992 (AO92) nævner et herberg i Lukas 2,7. Men et herberg i dagens Danmark er normalt et sted, hvor hjemløse kan få husly. På engelsk taler man om en ”inn”, altså en landevejskro. Da den første udgave af Bibelen på Hverdagsdansk (BpH92) bygger på engelske oversættelser, siger den også, at der ”ikke var plads i kroen.”

Dels på grund af det græske ord, som Lukas her bruger, dels på grund af større kendskab til den daværende kultur, er de fleste forskere i dag enige om, at der slet ikke var tale om en kro, men om et gæsteværelse (sandsynligvis på første sal) hos nogle slægtninge af Josef, som de besøgte i anledning af deres rejse. På grund af de mange tilrejsende til Betlehem var alle gæsteværelser optaget, og Josef og Maria måtte derfor tage til takke med det tomme staldrum. Fårene var ude på marken, og der har sandsynligvis ikke været andre dyr i det rum, hverken køer eller æsler. Et sådant staldrum var som regel bygget sammen med et opholdsrum i stueetagen. Det er muligt, at det staldrum, som Josef og Maria fik anvist, også var en hule, idet man af og til byggede et hus i forbindelse med en hule, så man kunne udnytte det gratis ekstra rum. Der er i hvert fald meget gamle traditioner, som taler om en hule som fødested for Jesus. Det er på grund af denne viden, at Den Nye Aftale (DNA) taler om ”en foderkrybbe i en stald, for der havde ikke været plads til dem andre steder.” Det er meget generelt, så man kan stadig tro på herberget, hvis man ønsker det. Den reviderede BPH taler om ”en krybbe i staldrummet, for gæsteværelset var optaget.”

I vers 14 er der en poetisk sang af englene. Der er lidt uenighed om, hvordan sangen skal opdeles:

AO48:
Ære være Gud i det højeste!
og på jorden fred i menensker, der har hans velbehag

AO92:
Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!

DNA:
Vi hylder Gud i den højeste himmel.
Han kommer med fred til mennesker på jorden, til dem, som han har udvalgt.

AO92 flyttede jorden op i første linje, men det passer ikke med, hvordan hebraisk poesi er opbygget. Første linje er en hyldest til Gud, som bor i ”det højeste”. Anden linje er et løfte om fred på jorden til en vis gruppe mennesker. Det er vanskeligt at afgøre præcis hvilke mennesker, der er tale om. De græske ord kan oversættes med ”acceptsmennesker” eller ”Guds viljes mennesker”. Der er sandsynligvis tale om mennesker, som Gud kan acceptere eller med den traditionelle, gammeldags formulering: ”har Guds velbehag”. Beskrivelsen blev også brugt af en gruppe jøder (essener i Qumran samfundet), der så sig selv som Guds særlige udvalgte, fordi de mente, at de fulgte Guds vilje i højere grad end andre.  I den nye pagt er det at gøre Guds vilje primært et spørgsmål om at tro på Jesus som Herre og Frelser (v. 11 – i dag er der født jer en Frelser) og følge ham. Vi bliver accepteret (”retfærdiggjort”) ved tro, og det er den gruppe mennesker, som vil opleve freden fra Gud gennem Jesus.

I Lukas 2,2 finder vi et udsagn, som er vanskeligt at oversætte af flere grunde.

AO92: Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder  Syrien.

Et problem er det rent historiske. Vi ved, at Kvirinius blev statholder i Syrien (inklusive Judæa) i år 6 e.Kr, men det år passer ikke med Jesu fødsel. Ganske vist ved vi ikke med sikkerhed, hvornår Jesus blev født, men der var helt særlige stjerneforekomster på himlen i årene 3 til 2 f. Kr. som tyder på, at fødslen fandt sted i år 2 f.Kr. (Se https://udfordringen.dk/2012/12/betlehemsstjernen-viser-at-jesus-er-enestaende/). Man har tidligere ment, at Herodes den Store døde i år 4 f.Kr. men mange mener nu, at det først var i år 1 f.Kr. Det er et spørgsmål om den rette fortolkning af Josefus’ historiefortællinger. År 2 f.Kr. passer bedst med, at Johannes begyndte sin tjeneste i kejser Tiberius’ 15. regeringsår, som ville være 28-29 e.Kr. (Han blev kejser i år 14 e.Kr.). Jesus ville på det tidspunkt være omkring 30 år, hvis han var født i år 2 f.Kr. Året 28 passer bedst med, at korsfæstelsen sandsynligvis fandt sted i år 30 e.Kr, det tredje år af hans tjeneste.
Vi har dog ikke kendskab til nogen omfattende folketælling på dette tidspunkt år 2 f.Kr., men vores manglende viden betyder ikke, at der ikke kan have fundet en folketælling sted, som af en eller anden grund ikke blev særlig kendt.
Vi kender derimod til en meget berømt folketælling i år 6 e.Kr., som gav anledning til et jødisk oprør imod skattebetalingen til den romerske besættelsesmagt. Lukas skriver til en fornem mand, Teofilus, og vi kan gå ud fra, at han allerede kendte til denne berømte folketælling. Gamaliel omtaler den godt 20 år senere simpelthen som ”folketællingen” uden nærmere beskrivelse. Alle kendte den som ”folketællingen”, der førte til jødernes opstand mod romerne. Den gik over i historien på en helt anden måde end den folketælling, som fandt sted, da Jesus blev født. Da der var kun den ene folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien (6-12 e.Kr.), giver det ingen mening at tale om ”den første”. Det var hverken den første folketælling eller den første, mens Kvirinius var statholder.  Altså må vi søge efter en anden fortolkning af teksten.

Et problem er, at teksten i de græske manuskripter er lidt forskellig. De fleste oversættelser går ud fra, at der stod autæapografæ, men de fleste og bedste håndskrifter har autææapografæ. (Man brugte ikke mellemrum mellem ordene). I det berømte håndskrift Sinaiticus (billede foroven) kan man se, at et oprindeligt AUTHNAPOGRAFHN, som ikke giver mening i teksten, blev rettet til AUTHHAPOGRAFH. Ellers ser ud til, at det ene æ (græsk η/H) ved en fejl forsvandt i enkelte af de tidlige afskrifter. Forskellen på dansk er, om det skal oversættes med ”folketælling” eller ”folketællingen”. Men ordet autæ betyder ”denne”, så hvis æ’et mangler (det er den bestemte artikel på græsk), bliver det til: Denne (folketælling) blev en første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. AO92 siger ”Det var den første folketælling…” Man har således tilføjet ordet ”den”, som ikke står i den græske tekst, de oversætter ud fra, og de har oversat med ”var”, selv om det græske ord betyder ”blev” eller ”fandt sted/skete”. Det er nøjagtig det samme ord, som i vers 1 oversættes med ”Det skete”.
Hvis vi i stedet antager, at den oprindelige tekst havde autææapografæ, får vi i modsætning til den anden læsning en velformuleret græsk sætning. Nu er der det ved græsk, at ordstillingen giver en forskellig mening. Det er noget, man ikke har været klar over før for nylig. På græsk kan man sige æ apografæ autæ (folketællingen denne), som betyder den lige omtalte folketælling, som blev introduceret i vers 1. Men man kan også sige autæ æ apografæ (denne folketællingen), og det er, hvad vi finder i teksten her. Det betyder Denne folketælling og angiver en modsætning til en anden folketælling. Da Lukas skriver til Teofilus, som utvivlsomt kendte til den berømte folketælling, er det sandsynligt, at Lukas vil klargøre, at denne folketælling ikke var den samme, som den berømte, der fandt sted, mens Kvirinius var statholder i Syrien.

Men hvad med ordet ”første”? Det græske ord er pråtos, som kan betyde først eller før i tid eller position. Som regel er det den første person eller ting sammenlignet med en række andre, men betydningen afhænger af sammenhængen. Hvis der følger en genitiv efter, betyder det enten den første eller fornemmeste af en gruppe eller ”før” noget andet. Vi finder betydningen ”før” med genitiv i Johs 1,15 og 1,30: ”fordi han var til før mig,” i Johs 15,18: ”den har hadet mig før jer.” Det græske ord kan altså betyder enten først eller før, men da vi i vers 2 finder et udtryk i genitiv efter pråtos, nemlig ”værende Syriens leder/statholder,” er det absolut muligt og sandsynligvis mere korrekt at oversætte ordet med ”før” i stedet for med ”først”. Oversættelsen ”før” giver også i modsætning til ”først” mulighed for at bevare ordet ”fandt sted”, som der rent faktisk står i teksten. Det bliver så til: ”Denne folketælling fandt sted før Kvirinius’ statholdergerning i Syrien.”

Som oversætter må man også tænke på det grundlæggende kommunikationsprincip, som Relevansteorien slår fast. Det vil sige, at man indretter sin formulering efter, hvad modtageren i forvejen ved. Ordene ”Denne folketælling” forudsætter, at Lukas ved, at Teofilus kender til den berømte folketælling under Kvirinius.  Lukas ønsker ikke, at Teofilus skal blive forvirret ved at tænke, at der er tale om den samme folketælling. Nogle gange kan vi for klarhedens skyld tilføje en sådan kendt baggrundsviden, når vi oversætter til et andet publikum end det oprindeligt tiltænkte. Man kunne altså klargøre ved at sige: ”Denne folketælling fandt sted før (den du kender, som fandt sted, mens) Kvirinius var statholder i Syrien.”