Blandt bibeloversættere er der to forskellige opfattelser af brugen af Det Gamle Testamente i oversættelsen af Det Nye Testamente og omvendt. Nogle mener, at de to bogsamlinger skal oversættes uafhængigt af hinanden, mens andre mener, at fordi NTs forfattere i høj grad gjorde brug af GT, bør oversætterne også tage hensyn til, at der er en klar sammenhæng mellem GT og NT.
Et kendt eksempel er Esajas 7,14, hvor den hebraiske tekst taler om en ung pige uden at bruge det specifikke udtryk for en jomfru. Den græske oversættelse af GT, som kaldes Septuaginta (LXX), bruger et specifikt græsk ord for jomfru, og det samme ord bruges af Mattæus. Da både Mattæus og LXX har fortolket teksten som værende om en jomfru, er det utvivlsomt også den oprindeligt tilsigtede mening. En ung pige ville på daværende tid forventes at være jomfru. Derfor vil det være korrekt i en kommunikerende oversættelse at bruge ordet jomfru, for den nuance er underforstået i teksten, men ikke nødvendigvis forstået af de nye læsere.
Et andet eksempel er fra Salme 104,4:
1871: Han gør vindene til sine engle, gloende ild til sine tjenere
1992: Du gør vindene til dine sendebud og den flammende ild til dine tjenere
BpH: Du bruger stormvinde som dine sendebud og gør lynene til dine tjenere
Teksten taler om Guds magt over naturkræfterne, og hvordan han kan bruge dem til at kæmpe mod Israels fjender. Han kan sende et tordenvejr med blæst, regn og lyn imod dem. Man skal være klar over, at det græske og hebraiske ord for sendebud også bruges i betydningen engel. En engel er simpelthen Guds sendebud.
Ordstillingen på hebraisk er: gørende sine sendebud vinde, sine tjenere brændende ild. LXX har fulgt denne ordstilling: han som gør sine sendebud vinde og sine tjenere brændende ild.
Men på dansk er vi nødt til at bruge normal ordstilling, så det bliver til: han/du som gør vinde til sine/dine sendebud og brændende ild til sine/dine tjenere. (Det hebraiske ”han” bliver i sammenhængen naturligt til ”du” på dansk, fordi salmisten taler til Gud direkte).
Ser vi på Hebræerbrevet 1,7 finder vi på græsk: han som gør sine sendebud vinde og sine tjenere flamme af ild.
Det er den samme tekst, og naturligvis er det et citat med samme mening. Men her siger den autoriserede fra 1992:
Han gør sine engle til vinde og sine tjenere til flammende ild.
For det første giver en sådan oversættelse ingen mening, og for det andet indfører den et brud mellem GT og NT, som ikke findes i grundteksten. Græsk har en meget fri ordstilling, så det er en fortolkning, om man vælger gøre sine sendebud vinde eller gøre vinde sine sendebud. Ordstillingen i Heb 1,7 virker noget unaturlig på græsk, men det skyldes, at LXX har overtaget den hebraiske ordstilling, og NT kopierer teksten fra LXX.
Axel Sørensen (1902): Han bruger sin engle som stormvinde og sine tjenere som lyn.
BpH: Han, der bruger stormvinde som sine sendebud og gør lynene til sine tjenere.
En af grundene til meningsløse oversættelser er altså, at man ikke tager behørigt hensyn til sammenhængen mellem NT og GT.
Nøgleord til søgning: Esajas 7,14, Salme 104,4, Hebræerbrevet 1,7, jomfru, engle, sendebud