En ordret oversættelse forsøger at holde sig så tæt op ad grundtekstens ydre grammatiske form som muligt. Den følger grundsprogets normer i stedet for at følge modtagersprogets regler. Den forsøger at fastholde den oprindelige kulturs udtryk, også selv om de er uforståelige på modtagersproget. Kort sagt forudsætter en ordret oversættelse, at læseren har et godt kendskab til den oprindelige kultur og tankegang.

En oversætter er altid nødt til at bytte om på ordenes rækkefølge, så man følger modtagersprogets regler for ordstilling. Men derudover prøver man i en ordret oversættelse at gengive det samme græske ord med det samme danske ord hver gang det forekommer. Den moderne sprogvidenskab har klargjort, at en såden metode er i modstrid med helt fundamentale principper for kommunikation fra et sprog til et andet. Det samme ord kan have mange forskellige betydninger, og det er sammenhængen, der er det helt afgørende for betydningen.

Da Luther lavede sin berømte oversættelse af Bibelen til tysk, anvendte han ikke den ordrette metode, fordi han ønskede at menigmand skulle kunne forstå Bibelens budskab uden at være afhængig af præsteskabet. Den første danske oversættelse af Bibelen, som udkom i 1550, fulgte de samme principper, idet den byggede på Luthers tyske udgave. Denne ellers udmærkede oversættelse blev imidlertid forkastet af en professor ved universitetet i København og senere biskop, Hans Poulsen Resen, som lavede sin egen, meget ordrette oversættelse i 1604-7. Den blev senere revideret af en anden professor og biskop, Hans Svane, og udgivet i 1647. Det var begyndelsen til den tradition for ordrette bibeloversættelser, vi siden har haft i Danmark, den såkaldt resen-svaningske tradition.

I sidste halvdel af det 20. århundrede er man over hele verden gået mere og mere væk fra den meget ordrette form, men de autoriserede danske oversættelser hviler dog stadig i deres grundsyn på den resen-svaningske tradition. De kan derfor betegnes som kirkebibler i modsætning til Luthers folkebibel. En kirkebibel er kendetegnet ved at være oversat af teologer, og målgruppen er teologer eller i det mindste mennesker, som i forvejen kender det særlige, gammeldags kirkesprog.

Enhver oversættelse forudsætter fortolkning på mindst to måder. For det første ligger der en tolkning i den proces oversætteren skal igennem for at forstå den oprindelige mening. For det andet ligger der en tolkning i det ordvalg og den sætningsopbygning man vælger til sin oversættelse.

Jo mere ordret oversættelsen er, jo mindre tolkning foretager oversætteren, og jo mere taber man af den oprindeligt tilsigtede mening. Man kan godt oversætte ord for ord uden at forstå den oprindelige teksts samlede mening. Resultatet bliver derfor en mere eller mindre meningsløs oversættelse. Det vil i mange tilfælde sige, at man forråder teksten og den oprindelige forfatter, da man derved indirekte kommunikerer, at den oprindelige tekst heller ikke gav mening. Et ord i et hvilket som helst sprog er aldrig helt entydigt, men har en vifte af forskellige nuancer. Man kan ikke lave en konsekvent oversættelse i den forstand, at det samme ord på grundsproget altid oversættes med det samme ord på modtagersproget. Et decideret ordstudium kan ifølge sagens natur kun foretages ud fra grundsproget.