Alice (f. Stochholm) er uddannet folkeskolelærer. Iver Larsen er cand. scient. i matematik, fysik og datalogi med supplering i klassisk og nytestamentlig græsk. Begge har gennemgået sommerkurser i praktisk sprogvidenskab, oversættelse og alfabetisering på SIL’s skole i England i perioden 1972-75. Begge har også gennemgået en to-årig bibelskoleuddannelse på International Apostolsk Højskole fra 1973-75.
Alice og Iver blev gift den 11. oktober, 1975, i Vejle, hvor de boede indtil januar 1977. Da blev de udsendt som missionærer med Wycliffe Bibeloversættere og med 50% økonomisk støtte fra Apostolsk Kirkes Mission.
Efter et 2-måneders “Afrika Orienteringskursus” i Cameroun, ankom de til Ethiopien sidst i februar 1977. Det var imidlertid ikke muligt at få arbejdstilladelse på det tidspunkt, så de tog videre til Nairobi, Kenya i juni, 1977, selv om der ikke var oversættelse i gang i det land endnu.
Iver tog derfor sin MA i lingvistik fra Nairobi University, og de arbejdede desuden i administrationen af SIL’s begyndende arbejde i Syd-Sudan og Kenya.
I februar 1981 flyttede de til Mount Elgon for at begynde et sprog- og oversættelsesprojekt blandt sabaot-folket, der dengang talte ca. 80,000 mennesker på den kenyanske side af grænsen til Uganda. Alice arbejdede især med alfabetisering og producerede læsebøger for voksenklasserne, der dog senere blev revideret til også at kunne bruges i folkeskolen.
I juni 1991 flyttede de til Nairobi, hvor Iver blev oversættelseskonsulent for den kenyanske organisation Bible Translation and Literacy (BTL), mens et amerikansk ægtepar, Henny og Jim Leonard, førte sabaot projektet videre. Ny Testamente på sabaot blev udgivet i december, 1997.
Under et ophold i Danmark i 2000-02 blev Alice og Iver opfordret af International Bible Society (IBS) til at revidere den danske udgave af Living Bible, der udkom i 1992 med titlen Bibelen på hverdagsdansk. Den reviderede udgave af NT blev først udgivet i bikerbibelen i sommeren 2003, dog uden fodnoter. I foråret 2004 udgav Scandinavia Ny Testamente på Hverdagsdansk med fodnoter.
Da Alice og Iver kom tilbage til Kenya i august 2003, flyttede de nordpå til Eldoret, fordi Ivers to hovedopgaver var at checke oversættelsen af GT til sabaot og NT til endo-sproget. Begge sprogområder ligger tæt ved Eldoret.
Samtidig fortsatte de med revisionen af GT på hverdagsdansk, og hele Bibelen på Hverdagsdansk blev udgivet den 1. november, 2007.
Efter at hele Bibelen på sabaot blev indviet den 10. juni, 2012, flyttede de til Danmark og bosatte sig i Galten mellem Silkeborg og Århus, hvor også deres ældste datter med familie bor. Iver arbejder fortsat som konsulent for flere sprog i Kenya, samt kupsapiiny sproget i Uganda, som er nært beslægtet med sabaot.
En video fra indvielsen kan ses her.